Supervision, overvågning - nyfascisme?

Godt brugt efter en lang, god dag med 2.g-erne på studietur i Dublin, kaster jeg mig på sengen i det kolde hostel og ser Sky News. Obama/Brown-mødet og finanskrisen fylder det meste, men så kommer det der får mig til at sætte mig op i sengen; nogle engelske grundskoler har indført elektronisk supervision i den daglige undervisning; imens læreren står foran klassen overvåges hun og klassen af en kollega bag monitor og højttaler et andet sted på skolen. Herfra kan han give læreren gode råd her og nu, som når hendes ører gennem de diskrete hørebøffer. I et efterfølgende interview giver læreren udtryk for, at efter en tilvænningsfase har hun lært at sætte pris på supervisionen.

Det er selvfølgelig oplagt at drage paralleller til en Englands litterære klassikere, Georges Orwells 1984, hvor supervision er kontrol og overvågning. MEN i dag er diskussionen af sammenhængen kontrol/overvågning og supervision forstummet – det korrekte argument er jo, at har eller gør du ikke noget galt, er der ikke tale om overvågning. Det betyder, at man i læringssammenhænge, som i den engelske grundskole, ligefrem kan tale om supervision som et helt og holdent positivt begreb der beskriver en progressiv læringsproces der kommer elever, lærere og skole til gode.

Hvad enten man læser 9.11 og efterfølgende terrorpakker ind i sammenhængen, eller ser supervision/overvågning som en del af et kulturelt værdiopgør, ja så mangler diskussionen om sammenhængen supervision - overvågning, vil jeg mene. Vi er nemlig faldet til patten og har aldrig taget den diskussion der ligger lige for. Nysproget har taget over; overvågning findes ikke længere, så nu hedder det supervision. Derfor lægger jeg gerne hovedet på blokken og hævder, at har man ikke kræfter til at tage diskussionen - ikke mindst i læringssammenhæng - så har man banet vejen for nyfascisme i sit samfund.

Imens lander vores elever mere eller mindre Guinesss-berusede på værelserne i natten - jeg tænker, at de må tage stilling til fascismen snart.