lørdag den 29. oktober 2011

At sprætte en bog op er blodigt!

I gymnasiet og på erhvervsuddannelserne møder mange elever op uden at kunne læse tilstrækkeligt, så de må screenes og tage læsekurser hos læsevejledere. For nogle år siden fik vi alle et chok, da det viste sig at op imod 1/5 af de elever der forlader folkeskolen er såkaldte funktionelle analfabeter. Derfor bliver læsevejledere mere og mere almindelige på ungdomsuddannelserne.

Kravene til elevernes læsefærdigheder er sådan set ikke steget gennem årene. Og dog; på erhvervsuddannelserne er der sket en teoretisering der ikke kun har med uddannelsesreformer at gøre men også afspejler at de opgaver den færdiguddannede skal løse ude i virkeligheden er blevet mere komplekse. Så glem alle fordomme om, at man kan gennemføre en erhvervsuddannelse uden at kunne læse mere end grundlæggende.
Det er mao. blevet sværere for de unge at tage en ungdomsuddannelse og ungdomsuddannelsernes kvalitet forringes selvfølgelig når eleverne ikke kan læse tilstrækkeligt. Det er næppe realistisk at forestille sig en så differentieret undervisning at læseniveauets generelle lave niveau ikke smitter af på uddannelsens kvalitet. At niveaudele undervisningen på ungdomsuddannelserne alt efter hvor godt eleverne læser er derfor absurd.
Børn og unge må og skal lære at læse i skolen. Det er dog ikke det samme som at give skolen ansvaret for børn og unges manglende læsefærdigheder.
Mere interessant er det, at det er blevet legitimt ikke at pleje sine læsefærdigheder. Bogens langsommelighed, den taktile sanselighed i mødet med dens omslag og papir (forleden underholdt jeg en målløs 1.g-klasse med nydelsen ved at sprætte en bog op – blodigt!), mødet med tidens, tankernes og følelsernes faktiske udfoldelse side for side kender mange børn og unge ikke. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer ikke mindst på nettet til gengæld – på kort sigt.
Det er næppe børnene og de unge der har legitimeret, at de hurtige informationer på nettet snildt kan erstatte læsningen. Den udvikling har generationerne før trods alt stået så ganske eftertrykkeligt for. Et sigende eksempel på den sammenhæng er det, når New York Times kan fortælle hvordan Silicon Valley-medarbejdere sender deres børn i en skole der sværger til bogen frem for PC-en! Og grotesk bliver sammenhængen, når vi stiller en senmoderne funktionel analfabet overfor en egentlig analfabet; er vi virkelig kommet så langt i udviklingen for at uddanne funktionelle analfabeter, for at starte forfra …
Sillicon Valley-medarbejderne og deres børns skole er et godt eksempel på, at digitaliseringen og den gamle lineære teknologi ikke er modsætninger, men at man skal kende sin dannelse og sine medier. Dannelse er ikke rentabel, det er de hurtige digitale informationer derimod, ikke mindst på nettet – men kun på kort sigt, for kvalitet i uddannelserne skabes ved at satse på kvalitet frem for kvantitet.
Christen Sørensen, tidligere økonomisk vismand, professor og cand.polit. ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet siger det sådan her: ”Politikerne har erstattet debatten om kvalitet i uddannelserne med ordet kvantitet. Og i stedet for at diskutere, hvem vi vil uddanne og til hvad, taler vi om kvantitet: Hvor mange får vi igennem? Det faglige niveau er faldet, og i hverken gymnasiet eller på universiteterne smider du dem ud, der skulle være smidt ud på grund af manglende motivation. For du får jo penge for at lade dem blive. Politikerne bliver fri for at tage stilling til, hvilke uddannelser vi vil satse på, så længe man lader økonomien bestemme. Taxameterprincippet er enhver bureaukrats drøm.” (Gymnasieskolen, 15. sept. 2011).

Ingen kommentarer: