Ove Kaj Pedersen, professor cand.scient.pol. forholder sig tørt og objektivt i sin blændende analyse af det danske samfunds såkaldte udvikling til konkurrencestat i det der tegner til at blive en samfundsøkonomisk klassiker Konkurrencestaten (Reitzel 2011). Men professoren tager revanche i sidste nummer af Gymnasieskolen (nr.19 – 2011):
”Fravær og frafald er sociale reaktioner, som vi i dag vælger at gøre til et spørgsmål om mangel på evne eller vilje. Jeg synes, vi skal tage diskussionen om grænsen mellem selvansvar og kollektiv forpligtelse”, udtaler Pedersen.
Om dannelse i konkurrencestaten kan professoren summere op: ”I kravene om selvrealisering forudsættes det, at den enkelte i dag har færdighederne til at danne sig selv. Tidligere var dannelsen skolens opgave”.
Kritikken går på disciplineringen: ”At blive tabt er et nyt begreb, når det handler om unges valg. Og i ordvalget ligger implicit kravet om disciplinering.” At blive tabt kender vi kun alt for godt som at unge er frafaldstruede og frafaldne i forhold til uddannelse. I skolen hedder det ansvar for egen læring, og dermed lægges et ubærligt ansvar over på hjem hvor den dannelse ikke kendes. I konkurrencesamfundet tager ingen sig imidlertid af det. Så lad os forestille os et marked for privatundervisning i fag der er adgangsgivende for videregående uddannelser. Men dannelse?
Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.
Man tilgiver gerne Pedersen, at han ikke medtænker ungdommen som sådan; de unges kultur, deres forhold til medier og deres forhold til uddannelse, for den markante samfundsmæssige ændring til konkurrencestat aftegner sig ikke mindst hos de unge.
De konkurrencemindede unge vil dog noget helt andet; de er gammeldags revolutionære i 60er-70er-forstand, hvis man skal tro hvad de stemmer på stx. Den tidligere kommunist Jørgen Grimstrup, lektor ved Viborg Katedralskole siger i samme nummer af Gymnasieskolen: ”på htx, hvor man må formode børn af den traditionelle arbejderklasse går, får Enhedslisten ikke nær så mange stemmer som på de almene gymnasier”.
Grimstrup har forståeligt nok grimme totalitære minder, og derfor svært ved at forstå, at de htx-unge der sådan set burde stemme på den yderliggående venstrefløj ikke kunne drømme om at gøre det. Svaret er banalt: på htx (og hhx og ikke mindst på hf) drømmer de unge om at vinde konkurrencen om uddannelse og job, på stx har de allerede vundet den og aner ikke hvad der står i Enhedslistens principprogram og hvad det betyder - deres ”revolutionære” drømme er omkostningsfrie.
Hvis man kombinerer den gamle kommunists moraliseren og den senmoderne økonoms analyse aftegner sig et klassesamfund. Og dér i det 21-århundredes klassesamfund harmonerer dannelse som skolens ansvar meget bedre med 95%-målsætningen end konkurrencestatens ansvar for egen læring.
Klassesamfundet har sådan set hele tiden været der – det er tragisk men godt at vi igen kan identificere det.
Jeg tænker, at en god begyndelse ville være om eleverne talte med hinanden på tværs af htx, hf, hhx, stx og eud.
Blander "den røde Regering" sig?
Blander "den røde Regering" sig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar