fredag den 22. maj 2009

Triersk dannelse

Her på bloggen har jeg kun i det allerførste indlæg beskæftiget mig med film (nåja, og så i det forrige). For jeg har strengt fulgt mit eget dogmatiske, kyske løfte og kun talt om uddannelse og kun om dannelse i netop uddannelsesmæssig sammenhæng.

Men nu kan det være nok. I disse anti-krist-tider hvor en af verdens største filminstruktører igen har trådt de bornerte over tæerne med endnu et mesterligt filmværk, er det på sin plads at beskæftige sig med den trierske dannelse.

I film efter film har von Trier, for ham er det jo det handler om, givet sig i kast med dannelse. I hans film handler det aldrig om den bestemte mand eller den bestemte kvinde eller den bestemte konflikt, næh her fortælles på almene, mytiske og moderne planer. Og von Trier løber linen ud, for det moderne udfoldes konsekvent i banebrydende former, hvad enten genrer brydes ned og op (er Antichrist en gyser eller …), ny teknologi bruges (den digitale) eller dramaturgien sættes i scene (fx kridtstreger på gulvet i stedet for kulisser) - i den forbindelse må det afkræve respekt, når instruktøren nærmest undskylder, at han kastede sig over slowmotion i det seneste værk (og det er fanme ellers beåndet og smukt gjort). Derfor er det ærlig talt trist at høre kritikeres kritik af tilskuerens manglende mulighed for indlevelse i fortællingens karakterer, at man er tilskuer til fortællingen, ja sig det bare, at instruktøren er en kold, beregnende skid der ikke evner empati; for der er jo noget, man ikke bør vise og sige (bunden er nået med afskæring af klitoris, om jeg så må sige) etc. Jamen for fanden da, det er jo her, vi begynder; at vi suges ind i en verden, som vi alligevel kun kan finde os selv i – det er fanme uhyggeligt at finde sig selv dér! Og så er det jo, at man tyer til at stille instruktøren til regnskab for det, man selv føler og sidenhen tænker, hvis man altså tør, bare for ikke at møde sig selv (jeg er bange for, at et sådant møde sagtens kan være et livslangt projekt. Så journalisten der stillede de tåbelige spørgsmål om at instruktøren må retfærdiggøre sig selv i Cannes fremturer velsagtens i år fremover). Herre Gud, kommercielle film har så at sige udnyttet det usmagelige siden filmens første offentlige forevisning i 1895 uden at skulle stå til andet end årsregnskaber– når filmene er kommercielle, er vi alle med (sådan da).

Triers mesterværk Antichrist er et ikke-kommercielt, virtuost, æstetisk dannelsesprojekt der går frontalt i kødet på det senmoderne: Engang i 1500-tallet brændte man kvinder på bålet, fordi de var fulde af angst, smerte og fortvivlelse over tabet af barn, mand og vigtigst af natur. Den afbrænding lader Trier vore dages kognitive terapeut gøre nu. Og straks er helvede løs på lærredet i en genrebrydende gyser - og lige nu og her i Cannes. Det kognitive finder vi snildt i dagens konstruktivistiske læring, vejledning, coaching, terapi – og i sin mest regide form i evindelige evalueringer der udarter i kontrol – hvem kan sige sig fri for det spin?! Det senmoderne dannelsesprojekt går kun de færreste imidlertid for alvor i klinch med. Så meget desto mere vigtig er Triers ”sataniske” stemme. Oveni købet får vi pointen serveret i sjældent smukke, indtrængende billeder og skuespillere der yder det ypperste (jeg skal sent glemme Ekstra Bladets spiseseddel: Lars von Trier kan få kvinder til alt (bare det var mig) – lige til at hænge op i glas og ramme på Zentropa). For Satan da!

Så blev det d. 23.5 og jeg bliver nødt til at kommentere, at den økumeniske jury ved Cannes-festivalen for første gang i sin historie har uddelt en antipris. Ifølge juryen er ”Antichrist”: ”den mest kvindehadske film fra den selvudnævnte største instruktør i verden”. Hvis vi skal blive i den trierske dannelse betyder det vel blot i al sin gru, at man ikke kan se splinten i eget øje – jf. vore dages præst: terapeuten, vejlederen, coachen etc. Så på sin vis er det vel en (hade)pris der viser, hvor vigtig Triers film er. Op på bålet med den!

Ingen kommentarer: