lørdag den 19. november 2011

Konkurrence giver sådan et grimt frafald

Peter Koudahl, lektor på DPU, fortalte i torsdags på konference i Skælskør om fastholdelse på ungdomsuddannelserne: ´hvis man overfører det frafald der skyldes manglende praktikpladser på EUD til gymnasierne ville det betyde at 33 % af gymnasieeleverne ville falde fra gymnasiet efter 1.g.´

Blandt andet derfor skabes et barsk uddannelsesmiljø på EUD. Her konkurreres på livet løs om praktikpladserne. Det kan man bl.a. snart læse i tre nye undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning (Cefu). Forskningsleder Noemi Katznelson fortæller i Politiken d. 16.11 at konkurrence generelt er blevet mantraet i ungdomsuddannelserne i dag.

Hvis der efterspørges niveaudeling overalt i uddannelsessystemet kunne det måske ikke mindst skyldes, at vi har skabt et uddannelsessystem der splitter eleverne i vindere og tabere. Tænk på den håbløse praktikpladskonkurrence og tænk på rækken af gymnasiale valg og præstationer der munder ud i konkurrence på rette fagfordeling og gennemsnitskarakter til den videregående uddannelse.

Vi har imidlertid endnu ikke set den undersøgelse der dokumenterer at et sådant splittende konkurrencesystem højner kvalifikationer og faglighed hos elever, studerende eller uddannelserne som sådan. For slet ikke at tale om skærpelse af lysten til uddannelse.

Det store fokus på fastholdelse i ungdomsuddannelserne er al ære værd - og jeg deltager gerne ivrigt i arbejdet. Men det er ironisk, at politikerne ikke tør sikre det arbejde succes ved at lade uddannelserne tage udgangspunkt i hvem de unge er og i hvad der skal til for at sikre kvaliteten i uddannelserne.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne ved at sende dem til vejleder, kontaktlærer, coach, mentor, psykolog, socialrådgiver, inspektor, i lektiefængsel og på niveaudelte uddannelser grundigt garnerede med screeninger, tests, evalueringer og eksamener.

Vis mig den politiker der vil reformere uddannelserne i stedet for at skærpe de unges konkurrenceevne, det giver sådan et grimt frafald!

Ingen kommentarer: