fredag den 10. februar 2012

Lærerne har lært lektien: mistillid

Fronterne står skarpt mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening. Lærerne reagerer, ikke overraskende, skarpt på udsigten til at skulle undervise mere og samtidig få nedsat deres forberedelsestid. Derfor holdt lærerne igår ekstraordinær kongres. Det ligner unægtelig også den sædvanlige spareøvelse fra stat og kommune, hvor man tvinges til at arbejde mere for det samme.

Problematikken er ærgerlig. For tænk hvis kommunerne sammen med regeringen havde meldt ud, at man fortryder det enorme bureaukrati man igennem snart mange år har belemret skolen med. Bureaukrati i stedet for udvikling.
Hvor galt det er fat i skolen påpeger A.K. (Anne Knudsen) skarpt i dagens udgave af Weekendavisen; skolen magter ikke at undervise børn af uuddannede forældre. Især drenge af anden etnisk baggrund forlader skolen uden at kunne læse, dvs. som analfabeter – i år 2012. Anne Knudsen hævder, at skolen har en forventning om at alle forældrer gør deres for at støtte børnene, men at det jo netop aldrig må blive forudsætningen for, om man kommer til at læse og skrive. Det var det jo ikke dengang analfabetisme var reglen snarere end undtagelsen i Danmark.
Anne Knudsen har grundlæggende ret, om end hun åbenlyst skyder på skolen (og så en socialdemokratisk politiker). Hun fortæller dog ikke hvordan det kunne komme dertil. Måske handler det om manglende tillid.
Ligesom børn og unge, og for øvrigt også voksne, ikke lærer og udvikler sig når de mødes med mistillid, på samme måde gør skolen det heller ikke. Bureaukratiseringens evige indberetninger, evalueringer, mål og rammestyringer, effektiviseringer osv osv parret med barske sparekrav på den enkelte skole, sammenlægninger af mange skoler og fyringer af lærere – har ikke meget med tillid til skolen og det den står for at gøre.
Regering og kommuner bør komme skolen tillidsfuldt i møde. Lige nu er der intet at sige til at lærerne har lært lektien og møder kommunerne med mistillid.

Ingen kommentarer: