lørdag den 23. august 2008

Superfaget Kreativitetens Regnskab

MetroXpress kan d. 18.8 fortælle, at der er flertal i Folketinget for at slå folkeskolens fag sløjd, håndarbejde og billedkunst sammen til det, bladet kalder superfaget Design og håndværk. Uddannelsesordfører for Venstre Anne-Mette Winther Christiansen udtaler, at ”fagene er et levn fra fortiden, hvor man skulle klare små opgaver i hjemmet”, og formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen aner ikke, hvad ben han skal stå på, når han siger: ”Jeg vil ikke afvise, at det kan være en god idé. Men jeg vil stærkt anbefale politikerne at lave forsøg, før de indfører det.”

Som vejleder på htx burde jeg jo begejstres, for faget Design og Håndværk er en fremragende forløber for htx´ profilfag. Her er i bedste fald en masse elever at hente for os. MEN, som man har kunnet læse på denne blog, er et af de store savn i uddannelserne i dag næppe en yderligere udbygning af mål, krav og disciplinering – det som Haarder og Winther Jensen nu også vil strømline de kreative fag til i folkeskolen. Helt grotesk er forslaget i forhold til billedkunst.

Winther har utvivlsom ret i, at fagene er levn fra fortidens folkeskole. Så forslaget er blot en opgradering af fagenes funktion fra dengang og til nu - næppe banebrydende eller nytænkning, men inderligt konventionelt. Undtagelsen er dog billedkunst der nu helt udraderes.

Derfor vil undertegnede blogskriver i al beskedenhed stadig pukke på med at slå et slag for kreativitetens og det musiskes kvaliteter som dannelse. Styrk fagene musik og billedkunst, og tilføj litteratur, dans, film/tv og teater. Jeg er ikke i tvivl om, at virkningen kan måles og vejes på alle samfunds-parametre.

Kan man virkelig seriøst stadig overse kreativitetens og det musiskes værdifuldhed i et snævert regnskab om kroner og øre?

3 kommentarer:

Betina sagde ...

Hvordan lader kreativitet sig måle?

Når jeg tænker på, hvad der har været et af drejepunkterne omkring valget af kreative fag, var det nok, at man netop ikke kunne måles og vejes, men at det mere drejede sig om noget lystbetonet og vel at hjernen arbejdede på en anden måde, end hvis det var matematik, man blev undervist i. Der var ingen facit. Jo, selvfølgelig skulle man kende komplementærfarver og forskellige stilarter, men der var så meget mere i de kreative fag.

Jeg kender ikke en, der var begejstret for faget sløjd, hverken piger eller drenge.

Men jeg vil stadig mene, at det burde være et vigtigt fag at undervise i, i det mindste i en årrække, sammen med håndarbejde, køkkengerning mm. (hed det ikke håndgerning under ét ?)

Man kan ikke forvente, at forældre er i stand til (eller dygtige nok) at lære fra sig omkring disse fag, og hvis vi fortsat skal have mennesker, der interesserer sig for eller vil beskæftige sig med disse håndværksfag, skal der også være et frø, som kan spire - og dermed mener jeg at de skal have muligheden fra barndommen af.

Om det er okay at slå håndværksmæssige fag sammen med kreative, vil jeg også helst lade teste inden en evt. implementering.

Under alle omstændigheder vil jeg tro at en større række fag ville drage fordel af at det rytmiske/musiske blev draget ind i undervisningen. Men det er mere om, hvordan hjernen arbejder bedst (eller i det mindste, hvor nemt det hænger fast).

Jeg tror nok, jeg som dig gerne så en masse kreative fag i dagens skoler, men mon ikke, der også er nogle elever, som helst var det foruden? Hertil skal vist en masse undersøgelser om hvordan, forskellige typer arbejder bedst.

Nogle står helt af, når de selv skal være kreative, selv om de er en levende kalkulator. Andre kan komme frem til enestående udregninger og betragtninger, men kan ikke en 5-table i hovedet.

Man kan vel ikke sige, hvad der er "bedst" uden at have et grundlag for, under hvilke forhold eleverne "bedst" udvikler sig?

Betina sagde ...

Man skulle tro, der er nogle som kigger med og tager dine meninger til sig, Jesper :-)

Se link til artikel

Jesper Skovlund sagde ...

Hej Betina
Tak for dit link hvor HF i Odense kombinerer uddannelsen med musik. Herligt!
Og så har du selvfølgelig en pointe i, at "man netop ikke kunne måles og vejes" omkring det kreative i traditionel forstand.
Lige så vigtig er din pointe, at det håndværksmæssige skal bibeholdes: "der skal være et frø som kan spire". Smukt!