Studievejledningen er uden sigte

Den 20. juni -08 kom den nye bekendtgørelse om gennemførelsesvejledning. Nu skal også vejledningen måles og vejes.

Der skal ”udarbejdes retningslinjer for den individuelle, gruppevise og den kollektive vejledning, hvoraf det fremgår, hvad indholdet er i den konkrete vejledning og hvilke mål, der er sat for vejledningen. Retningslinjerne skal offentliggøres på institutionernes hjemmesider.” (§ 2 stk. 4).
Hvordan man forholder sig og bør forholde sig til dette illustreres på det mest groteske, da en vejlederkollega fortæller mig, at der i den anledning er ansat en kommunikationsekspert der skal sætte disse retningslinjer op på den uddannelsesinstitution, som hun er vejleder på. Det groteske er ikke blot, at det ikke er vejlederen der afstikker linjerne, men først og fremmest at der således faktisk er overensstemmelse med bekendtgørelsens intention; retningslinjerne og deres offentliggørelse er vigtigere end det store arbejde, vejlederne gør hver dag, når de kæmper for at opfylde målet: 95% af en ungdomsårgang tager en ungdomsuddannelse. Foreløbig går det den modsatte vej – fra 85 – 80 %. Dér kan hverken opstillingen af retningslinjerne end sige en kommunikationsekspert gøre fra eller til – måske snarere gøre fra, al den stund gennemførelsesvejledere over det ganske land nu typisk skal bruge kostbar tid og kræfter på at definere, forklare og forsvare deres utallige samtaler med unge der er mere eller mindre i en uddannelsesmæssig klemme.

Men det bliver værre endnu. I disse nysprogstider er det mere og mere tydeligt, at kvalitet betyder effektivitet: ”Kvalitetssystemet skal som minimum omfatte undersøgelser, der måler elevernes/de studerendes/kursisternes tilfredshed med og udbytte af gennemførelsesvejledningen. Desuden skal effekten af vejledningen målt som frafald fra og gennemførelse af uddannelserne indgå.” (§ 7 stk. 2). Kan være, at man skal læse det to eller flere gange for at forstå sproget og intentionen, men det er ganske vist; vejlederne hænger nu på målet om de 95 %, ja om de unge overhovedet får en uddannelse.

Det er næsten at give os vejledere for megen ære. Vi takker for tilliden! Og dog er det svært ikke at læse mistillid og en forfejlet uddannelsespolitik ind i bekendtgørelsen. Unges muligheder for at gennemføre en uddannelse er afhængig af vejledningen, står der i kancellisprog. Jeg kan levende forestille mig, hvordan vejledere nu tvinges til håndfast fastholdelse frem for vejledning, for at sige det pænt. Vejlederne tvinges til at ”glemme” udmeldelser fra/tab af de elever/studerende/kursister der hverken kan eller vil uddannelsen, for at sikre institutionens indtjening og ja, eget job (´vi melder sgu ikke ud før efter tælledag´). Men værre er det, at de mange vejlednings-samtaler der er en brik, hvor lille den end måtte være, i en bl.a. uddannelsesmæssig fremtid skifter karakter. Den tillid der er alfa og omega imellem elev/kursist/studerende og vejleder værdsættes ikke i bekendtgørelsen, sættes over styr og så er der næppe tale om vejledning, men diktat. Hvor mange elever/studerende/kursister vil vejledes, hvis vejlederen bare fastholder en dér, hvor man ikke trives?!
Jeg tror, at lovgiverne glemmer, at vejledning som regel handler om samtaler med utilpassede/skæve elever/studerende/kursister der vil mere end facts og ofte står i eksistentielle kriser. Derfor beskriver bekendtgørelsen måske snarere vejledning for de der ikke har behov for vejledning. For her fastholder vejlederen blot de uddannelsesmæssige intentioner i forhold til ham/hende der mangler facts eller et øjeblik kom i tvivl, men som til syvende og sidst har forstået sigtet; nemlig at vælge rigtigt første gang hele vejen igennem uddannelsessystemet.

Den nye vejledningsbekendtgørelse kan næppe tage mere fejl i sigtet; den fastholder elever/studerende og kursister i, at de er udenfor uddannelsernes og i øvrigt vejlederens rækkevidde.