Dannelse – Its alive! tror jeg nok

Begrebet dannelse er forsvundet i et samfundsmæssigt og uddannelsesmæssigt perspektiv. Hvis begrebet overhovedet bliver brugt i dag, er det for 117.ende gang i et traditionelt og snævert, fordomsfyldt og borgerligt perspektiv; nemlig noget med at opføre sig ordentligt, som borgerskabets bannerfører på hjemlige breddegrader Emma Gad i sin tid fremførte det. Det er muligt at begrebet dyrkes på den måde i visse såkaldt bedre kredse den dag i dag, men lad os begrave den form for begrebsdannelse her og nu - fx på bloggen ”Nul i opførsel” (min ironi kommer til sin ret her, skulle jeg mene) - og lettede komme videre.

Dannelse lever et sted derude, som en stadig protest mod de økonomiske kalkuler der ikke kan måle og veje hverken begrebet eller det, der faktisk foregår, men i et væk insisterer på at gøre det. Ikke desto mindre er det svært at se dannelses-protesten udfoldet til daglig. Onde tunger vil vide, at det er fordi den økonomiske dannelse har vundet, ja er mode for de yngre generationer af lærere, der forstår at overleve fra seminarierne og ud på skolerne. Og også for de akademikere fra universiteterne der fortsætter på gymnasierne (skældsordet siger: akademikernes postbude) og på trods overlever overgangen til virkeligheden, kraftigt understøttet af PGs (Pædagogisk Grunduddannelses) læring, nej jeg mener økonomi-dannelse.

Men mange yngre folkeskolelærere falder fra i mødet med skolen, det siger statistikken. Nu mangler vi bare dokumentation for, at også unge akademikere på gymnasierne (stx, hhx, htx og hf) falder fra pga. den strenge økonomiske dannelse – de slapsvanse!

Ikke desto mindre udfoldes et egentligt dannelsesbegreb i nylige danske litterære udgivelser som ”At stå i det åbne” af ph.d og cand.mag., lektor i vejledning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet Finn Thorbjørn Hansen; i ”Identitet – Udfordringer i forbrugersamfundet” af Svend Brinkmann, cand.psych., ph.d. fra Psykologisk Institut på Århus Universitet; for ikke at glemme cand.scient.pol. Stefan Hermanns vægtige værk ”Magt & oplysning – Folkeskolen 1950 – 2006”. Ja, jeg vil lægge hovedet på bloggen og hævde, at nogle af tidens store mode-sociologer som Zygmunt Baumann, Ulrich Beck, Pierre Bourdieu og Anthony Giddens mere eller mindre åbenlyst benytter sig af et dannelses-begreb der næppe indeholdes i det der faktisk udfoldes i det økonomifikserede uddannelsesvæsen i dag.

Tænkerne er bestemt ikke enige om, hvad dannelses-begrebet dækker, men de bruger det i et opgør med den, man fristes til at sige, anti-dannelse der er grundlæggende for det senmoderne samfund. En af de helt store dannelsesmæssige udfordringer i dag er således overladt til de unge lærer-generationer fra grundskole til og med universitetet; nemlig at forbinde forskningen med praksis i et individualiseret forløb. Det er næppe lade-sig-gørligt som protest og opgør for de der forstår, når protesten forbliver i det private.

Dette blog-indlæg skal derfor i første omgang blot i al beskedenhed undre sig over, at begrebet dannelse næppe optræder i dansk uddannelsespolitik i dag. Man kan ligefrem forestille sig, at det ville hjælpe på de yngres, de nyuddannedes lyst til at tage del i noget af det vigtigste for ethvert samfund, nemlig dannelse, om vi åbenlyst fokuserede på netop det, altså dannelse.

Jeg forestiller mig simpelthen, hvor sort og kynisk det end kan lyde, at den grundlæggende økonomiske kalkule der er dansk uddannelsespolitiks i dag betyder, at dannelse kun er en del af ordet uddannelse. Derfor taler ”vi”, dvs. politikerne og de unge der har annammet (for at bruge et klassisk borgerligt dannelses-ord) politikken, næppe dannelse, når ”vi” diskuterer, beslutter og fører økonomien ud i virkeligheden.

Hvad om vi startede med at anerkende, at uanset hvad så gennemfører for ikke at sige udsættes børn, unge og voksne på deres vej igennem skolen, ungdomsuddannelserne og evt. en videregående uddannelse for dannelse!