søndag den 12. oktober 2008

Statsministerens lappeløsninger som eftermæle

D. 7.10 -08 holdt Statsministeren sin obligatoriske åbningstale for Folketinget. Han sagde stort set ikke ét ord om uddannelse. Til gengæld gentog han ordet ”tryghed” et utal af gange – så ved man da, hvad man ikke kan vente.

Men selvfølgelig er der en masse om uddannelse i det medfølgende lovprogram fra Undervisningsministeren. Heri er det bemærkelsesværdigt, hvor mange lappeløsninger man præsenteres for. Bl.a. kan man læse:

  • at der skal indføres turbo-læse-kursus for elever med såkaldte forsømte læsekundskaber i 6 – 9. klasse.
    For når nu Regeringen ikke har en samlet plan for det allermest basale i grundskolen, nemlig at eleverne kan læse, når de forlader skolen, ja så indfører man i tubo-fart et turbo-kursus og klarer den fatale mangel på ingen tid. Måske er forslaget blot udtryk for et håb om en bedre PISA-undersøgelse inden Regeringen går af. Hvem ved?!
  • at der skal afbureaukratiseres i folkeskolen ved at sammenskrive elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan i ét dokument.
    For når nu Regeringen ikke har en samlet plan for afviklingen af den kontrol og ´teaching to the test´, som den selv så effektivt og fatalt har indført, så kan man da i al fald lade som om, at man lytter til lærerne og skolelederne (og ikke et ord om de elever der i sidste ende komme i klemme her).
  • at offentliggørelsen af karaktergennemsnittet for grundskolerne skal ledsages af supplerende oplysninger fra ministeriet, dvs. en såkaldt korrigering for ydre faktorer.
    For når nu Regeringen ikke har planer om at opgive stemplingen af ”de dårligste skoler”, så kan man i al fald supplere med også at stemple ”de dårligste elever” og ”de dårligste forældre” ved at fremhæve de områder i Danmark, hvor forældrene har og deres børn tager mindst uddannelse.

Kan være, at et sådant lappe-katalog fremmer kvaliteten i grundskolen i en liberalistisk optik. For mig udstiller det blot eksemplarisk en forfejlet uddannelsespolitik. Hvad værre er, er der nogen der må se frem til fortsat at leve med politikken i virkeligheden, nemlig eleverne og lærerne. Hvad hjælper det dem, om der således lægges op til at lappe på Regeringens uddannelsesmæssige eftermæle?!

Ingen kommentarer: