lørdag den 10. juli 2010

EUD er en katastrofe som ingen tager ansvaret for

Det er påpeget utallige gange. Nu gør Weekendavisen d. 9.7 2010 det igen; EUD dur ikke – frafaldet er enormt. Grundene er såmænd enkle:
  • Januar 2001 indførtes ”Reform 2000” der betød, at ansvar for egen læring blev EUD-elevernes uddannelsesbetingelse
  • Ingen undervisning men læring
  • Intet fællesskab men individualisering
  • Eleverne skal uden videre være kreative, autonome (nej ikke den form!) og fokuseret på selvudvikling
  • Eleverne skal uden videre uddanne sig i et gennemført fragmenteret uddannelsessystem
  • EUD er skabt bag et skrivebord uden hensyn til, hvilke elever man laver uddannelse for
  • Ansvar for egen læring passer alt andet lige ikke til EUD-elever men gymnasielever (men her er det kun HTX-eleverne der har fået ”kærligheden” at føle)
  • Der er alt for få praktikpladser
  • Som en tømremester siger det i Weekendavisen: ”Sorteringen er virkelig barsk, og du finder i virkeligheden ikke et mere råt skolesystem.”
Siden har man forsøgt at lappe på elendigheden gennem mentorordninger, psykologordninger, grundforløbspakker, vejledning, coaching, screening etc etc. Det seneste skud på stammen af lappeløsninger er, at UUvejlederne nu skal bedømme elevernes uddannelsesegnethed til EUD ligesom de allerede gør det for de gymnasiale uddannelser. Og så i øvrigt stå i spidsen for uddannelsestiltag der skal forberede eleverne på EUDs urimeligheder og folkeskolens forsømmelser. Hvad skal det dog hjælpe, når det er uddannelsen der er elendig. Ingen politikere tør tage ansvaret for den uddannelsesmæssige katastrofe og gribe ind. Heller ikke erhvervsuddannelserne er gode til at sige fra, men knokler i stedet løs med lappeløsninger.

Man kan kun gisne om, hvorfor eleverne finder sig i det – det gør de vel i grunden heller ikke, når de dropper ud i så stort tal. Den største katastrofe er dog, at eleverne ikke insisterer på at få uddannelse. Måske man skulle starte dér, når man laver 360graders eftersyn af uddannelserne.

Ingen kommentarer: