fredag den 24. december 2010

´Engelsk er meget mere mig end dansk´

Af og til sidder jeg overfor en elev der hævder, at han udtrykker sig meget bedre på engelsk end på dansk.

Grunden til at jeg har den samtale med eleven er ikke kun fordi jeg er studievejleder, men også fordi jeg er dansk-lærer. ´Hvis bare jeg måtte skrive mine analyser og redegørelser på engelsk, så skulle du bare se´, siger han til mig, for at forklare hvorfor hans danskopgaver er af så ringe kvalitet. ´Engelsk er meget mere mig end dansk´.

Vi taler ikke om en tosproget elev. Han er ikke vokset op i et engelsktalende land, han har ikke engelsktalende forældre. Han tænker og drømmer ikke på engelsk.

Men han færdes meget på internettet. Her spiller og chatter han på engelsk med ”hele verden”. Og han har en dybt tilfredsstillende oplevelse af at blive set og hørt, sådan som han gerne vil ses og høres.

Han er ofte dybt forundret over, at hans engelsk-lærer ikke har samme opfattelse. Engelsklæreren hævder tværtimod, at elevens ordforråd er begrænset og at grammatikken halter.

Engelsk og dansk-læreren har altså samme oplevelse; at elevens sprog ikke er nær så nuanceret som det burde være.

Ulykken består dog først og fremmest i elevens oplevelse af, at eget sprog ikke er hans; det sprog han taler, skriver, tænker og drømmer på er ham fremmed. Uanset hvilket parameter man måler efter, er grundlaget for den oplevelse åbenlyst forkert. Med et særdeles dækkende 70-erudtryk er eleven fremmedgjort i forhold til sig selv. Eleven står midt i en identitetskrise.

Jeg ved ikke hvor mange elever der har det som ham. Men jeg er ret sikker på, at dansk og engelsklærere på ungdomsuddannelserne kan nikke genkendende til karakteristikken ovenfor.

Det der bekymrer mig er ikke ´tab af modersmål og national identitet´, men at evnen til at reflektere nivelleres; at man tilsyneladende kan dannes og uddannes uden at bevæge sig nævneværdigt over et grundlæggende refleksions-niveau.

Morten Hesseldahl siger det således i Weekendavisen d. 23.12 -10 : ”Jeg har været censor over tusind gange på filosofi og idéhistorie, og der er kæmpe forskel. Nogle er på et meget højt niveau, hvor de så end har fået det fra. Nogle kan dårligt nok formulere sig. Under nogle eksaminationer har man indtryk af, at det kun handler om at få fremsat en masse meninger. Når man ikke er fagligt funderet, bliver det pludselig synspunkter, der bliver det interessante.”

Her er noget vigtigt at tage fat på for en ny regering i 2011.

Ingen kommentarer: