Gymnasiets død?

I sidste uge kunne man læse et interview, "Gymnasiets død", med lektor Ole Witt-Hansen fra Køge Gymnasium i Weekendavisen (WA). Læsere af Gymnasieskolernes Lærerforenings medlemsblad Gymnasieskolen kender så udmærket Witt-Hansen for hans mange kritiske artikler om gymnasiereformen.

I WA gentages kritikken. Pointen er; med gymnasiereformen cementeredes den fordummende tværfaglige projektarbejdsform, idet den nu er skrevet så eftertrykkeligt ind i gymnasiernes bekendtgørelser. På stx hedder den almen studieforberedelse, på de erhvervsgymnasiale uddannelser, htx og hhx hedder den studieområdet. Der er eksamen både efter grundforløbet og efter studieretningsforløbet. Alt i alt skal almen studieforberedelse og studieområdet forberede eleverne på videregående uddannelse.

Og hvad er der så galt i det? Ja, jeg mener også der er noget galt. Lad mig med egne ord give mit bud. I den forstand er jeg en næsten lige så vrissen gymnasielærer som Witt-Hansen for at bruge et udtryk fra et vredt læserbrev i WA ugen efter interviewet.

Modstanden imod det tværfaglige projektarbejdes ”angreb” på de enkelte fags faglighed kender ethvert gymnasie og dets lærere og elever vel til, antager jeg; afbrudte forløb og muligheden for fordybelse tages fra det enkelte fag (progressionen saboteres gang på gang), for almen studieforberedelse og studieområdet skal forstås og defineres som et selvstændigt fag med egne mål.

Ingen gymnasielærer med respekt for uddannelsen kan vel sige sig fri for frustration ved at skulle harmonisere de dobbelte mål; det enkelte fags og almen studieforberedelses/studieområdets mål. Ligesom det er en velkendt sag, at eksamenerne i ”faget” nogle gange nærmer sig det parodiske ved deres på forhånd givne svar på projektarbejdets velsignelser. Elevernes erfaringer med almen studieforberedelse/studieområdet får kun i sjældne tilfælde et selvstændigt udtryk – og så må man, elever og lærere, nøjes med en ordret gentagelse af bekendtgørelsens mål og det der står i en studiehåndbog affattet til formålet.

Overfaglighed, som det så smukt hedder, fattes nu engang kun, vil gymnasielærere vide, om jeg ikke tager helt fejl, når uddannelseserfaringer kan gøres til genstand for en refleksion der bunder i en viden om læring, der er andet og mere end en studiehåndbogs teknikker.

Her kommer eleverne til kort – den overfaglige viden har og får eleverne ikke på gymnasiet, bare fordi det står i Bekendtgørelserne og i studiehåndbogen. Men også gymnasielærere kommer til kort; den form for refleksion er fremmed for mange både gamle og unge lærere. Opøvelsen af overfaglig refleksion har sine mere eller mindre udtalte rødder i fagenes traditioner. En fordomsfuld skelnen mellem hvad humanister og naturvidenskabsfolk kan præsterer her er vel stadig aktuel?! Og så skal denne uafklarede viden tilmed undervises i hos elever der så at sige intet videns- og erfaringsmæssigt grundlag har for læringsrefleksion.

Var det embedsmænd bag skriveborde i Undervisnings- og Økonomiministeriet der udtænkte idéen eller marxistiske, ideologikritiske universitetsforskere der gjorde det? Under alle omstændigheder elsker erhvervslivet tanken. Jeg husker selv fra min uddannelse på Universitetet, hvordan nogle af de marxistiske undervisningsassistenter, som jeg blev undervist af pludselig forlod instituttet for at arbejde som kommunikations-etellerandet for banker og it-virksomheder. Jeg var mere måbende forbløffet end forarget. I dag ville man sige: ”Hva´ har I gang i!”. Her var lagt op til et ”unikt” samarbejde, må man sige - og en rigtig værdidebat!

Hvor bliver redegørelsen for forløbet og utopien af?