Sæt de højt begavede børn i specialklasser!

Undervisningsministeren har i den forgangne uge offentliggjort forslag til at gøre noget ekstra for talentfulde elever i grundskolen. Det er godt.
 
Hvad der er knap så godt er, at højt begavede børn gør man intet for i grundskolen og slet ikke på ungdomsuddannelserne, dvs. på gymnasierne. Resultatet er, at de højt begavede børn har det elendigt. Det kan man læse i Sheelagh Bisgaards nyligt offentliggjorte speciale ”De højt begavede børns skoleliv – et børneperspektiv” fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Som den første herhjemme har hun forsket i børnenes egne oplevelser af det at være højt begavede.

Højt begavede børn moppes ofte af andre elever, fordi de er anderledes, hyper-engagerede og følsomme, og lærerne træder gerne til for at ensrette dem. Selvværdet står dagligt for skud og angst slår igennem; depressioner er ikke ualmindelige hos de højtbegavede børn pga. omgivelsernes uforstand og nul-tolerance. Børnenes forgæves forsøg på at rette ind, ikke stikke ud og være ligesom de andre er hjerteskærende læsning i Bisgaards speciale.

Hvad der slår mig efter endt læsning er ikke blot de højtbegavede børns elendige vilkår for læring og udvikling, men at de reagerer så gennemført sundt, dvs. følsomt på elendige vilkår. Bisgaard henviser til professor Shirley J. Kokots sammenfatning af positive og negative egenskaber og adfærd hos højtbegavede børn:

"Positive egenskaber og adfærd VS Negative egenskaber og adfærd 

Har let ved at lære. VS Udvikler ligegladhed, dovenskab, forsømmer detaljer, tager ikke imod vejledning.

Ræssonerer abstrakt, har et filosofisk overblik. VS Stræber imod lette løsninger, pseudo-intellektualiserer, finder på undskyldninger, mister realitetssansen, bliver virkelighedsfjern. 

Spørgelystne og med udviklet kritisk sans. VS Utålmodig og kritisk over for andre. Fremstår ”anderledes” og skaber problemer i relationer med kammeratskabsgruppen.

Evner at arbejde selvstændigt, formulerer enestående idéer. VS Kan blive meget elitær, skiller sig ud og passer ikke i sammenhængen.

Besidder en udviklet sans for humor. VS Kan være smertelig ironisk eller sarkastisk til det grusomme.

God hukommelse og analyseevne. VS Bryder sig ikke om rutiner og gentagelser af enslydende opgaver. Uvillig til at påbegynde arbejdet og keder sig let.

Arbejder målbevidst og dedikeret. VS Stædig og ufleksibel.

Er interesseret i mange områder. VS Nogle gange indsnævres interesser sig til et enkelt, snævert felt.

Ivrig, opvakt og højt energiniveau. VS Frustration hvis tingene ikke går som han/hun vil, mister hurtigt interessen.

Sensitiv, følsom, modtagelig. VS Skrøbeligt ego, ekstrem følsom over for kritik."

Se engang ned over listen. De højt begavede børn er idéelle for læring – positivsiden.  Men er læringen ikke idéel, reagerer de højt begavede børn med ikke-læring – negativ-siden. Med andre ord: Når læreren (og de andre elever) går ud fra, at den højt begavede elev uanset vilkår præsterer det optimale, tager han/hun helt fejl.

Hvis nogen nu tror, at jeg ironiserer over de højt begavede børn eller snarere over forskningen omkring højt begavede børn, må de tro om igen. Tværtimod. Jeg synes det er fantastisk, at vi har børn og unge gående iblandt os der reagerer hudløst på læringsforhold der ikke går ud fra eller stimulerer, at børn vil lære noget, har evner for abstraktion, er spørgelystne og kritiske, evner at arbejde selvstændigt, har humor, hukommelse, analyseevner, er målbevidste, interesserede i alt, og er ivrige og følsomme.

Tværtimod er det ironisk, at det er dagligdag i Danmark, når man, som Sheelagh Bisgaard fortæller det, har positive resultater ved at lade højt begavede børn være i klasser sammen. Ikke fordi højt begavede børn ikke skal have have lov at være dem de der, men fordi de klasser er klasser, hvor positive egenskaber og adfærd tolereres. Skal vi virkelig kalde det for specialklasser, når det burde være normalklasser!

Et forarbejde til Sheelagh Bisgaards speciale kan læses her.