Med Ove K. Pedersens suveræne men sprogligt knudrede analyse af ”vores nye stat” i bogen Konkurrencestaten (Hans Reitzels Forlag 2011), har alle kritiske røster om tidens økonomiske diskurs – altså at bogstavelig talt alt skal opgøres i kroner og ører – fået sin reference. Og det på trods af at Pedersen såmænd ingen samfundskritik opstiller i sine pertentlige analyser. Han synes tværtimod at mene, at globaliseringens økonomiske kalkuler nærmest er ”naturlige”. Den form for klassisk demokrat der mener, at man faktisk kan tage stilling og ændre på tingenes tilstand er Pedersen ikke – først og sidst kommer dog den ustyrlige økonomi. Og på den måde kan hans bog så udmærket også bruges af disciple på handelsskolen. Men det skal ikke afholde Pedersen fra at fremhæve, at kapitel 6 er det vigtigste kapitel i hans omfangsrige analyse.
Kapitel 6 i Konkurrencestaten har overskriften Skolen og den opportunistiske person. På trods af den økonomiske realitet er skolen stadig stedet, hvor individet skoles/opdrages/dannes, i dag i konkurrencestatens billede.
Læs endelig videre hos Pedersen, men hvis man vil have den korte, men nu endelig gennemført kritiske udgave, så læs Rømers, Brinkmanns og Tanggaards kronik i dagens Weekendavisen (d. 13. 5 -11) Soldaten i konkurrencestaten. Her demaskeres konkurrencestatens anti-dannelsesprojekt med formuleringer som: ”De nye, store universiteter, kommuner, skoler og børnehaver har allieret sig med en ny indholdstom pædagogisk forskning om at reducere pædagogik til mekanisk anvendelse af metoder og pædagogisk forskning til et uvidenskabeligt evidenstyranni. Drømmen er at skaffe alle disse nye centraliserede institutioner pæne evalueringer og topplaceringer på diverse ranglister. Desværre tømmes vores uddannelser samtidig for indhold, bredde og fornuft”. Og man græmmes når den uddannelsesforsker der altid tilspørges i medierne, Niels Egelund ”engang har sagt, at der ikke er forskel på en uddannelsesforsker og en økonom”, og at det mener han er positivt!
Man behøver såmænd ikke at henvise til: ”Tænk hvis Georg Brandes og Grundtvig havde tænkt i sådanne termer”, for det preller selvfølgelig af på enhver føjelig konkurrencestatsborger, men på os andre gør det naturligvis indtryk.
En trist afslutning på kronikken er det imidlertid, når uddannelses-forskere der kan deres begreber åbner op for liv og lyst med ord helt uden poesi, bare patetisk er det: ”Vi taler for, at man bør genvinde et pædagogisk sprog. Et sprog med ord, der bobler op fra vores fælles liv og vores arbejde med i hver generation at genetablere det værdifulde og det vigtige. Et sprog der både kan beskytte det, vi holder af, og som kan se ordentligt efter, hvad der sker, når nye børn, elever og studerende stormer ud over engene med deres nye sange, tekster og stemmer.” Der er sgu ikke enge tilbage i Danmark, mine damer og herrer – kun i Højskolesangbogen!
Ærlig talt, patetisk, nostalgisk ordgyderi med tydelige højskoletoner som den foghske konkurrencestats-retorik ellers så effektivt har renset ud, er vel knap et nyt sprog. I den forstand får Ove K. Pedersen ret; først og sidst kommer dog den ustyrlige økonomi. På den igen, os allesammen!
Måske bobler det nye sprog frem i bogen Uren Pædagogik, der udkommer i midten af maj på forlaget Klim og som kronikkens forfattere har redigeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar