Lyst rimer ikke på læring!

Igen i år har jeg både været eksaminator for egne elever og censor for elever ude i landet ved eksamen. Og nærmest som ritual diskuterede eksaminator eller censor og mig: elevernes overraskende forberedthed eller uforberedthed til eksamen; elevers klager over karakterer til Undervisningsministeriet (UVM) på de mest utrolige grundlag (´fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren, kunne jeg mærke, at censor hadede mig …´); dette fags muligheder og faldgruber i forhold til uddannelsen og eksamen. UVMs liste over de bedste og værste karaktergennemsnit på gymnasierne, listede vi omkring – hvad skal vi sige; vi gør vores bedste og så er der iøvrigt ikke korrigeret for elevernes sociale baggrund. Vores diskussioner om frokostens mærkbart svingende kvalitet fra institution til institution, når man kommer ud som censor, er irrelevant i den sammenhæng.

Vigtigst er samtalen om: spillet mellem eksaminator og censor; ”tilfældighedernes” spil ved karakter-udmålingen (eller hedder det - fastsættelse?!); allervigtigst, eksamen som afslutning på enhver uddannelse og dannelse(?) i vores samfund. Den samtale lader vi ligge ”den fremmede” eksaminator/censor og mig, for den er personlig og rækker langt ud over enhver evaluering og økonomisk kalkule.

Ikke desto mindre burde enhver underviser i respekt for sin profession, sine elever og sig selv reflektere eksamen som sådan med ”den fremmede” kollega – og hvis ikke det, så dog med sig selv. Fx når man låser sig ind på det af UVM godkendte censor-hotelværelse for natten. I øvrigt er det ikke bare kedeligt men fatalt, når man ikke kan sige´ i respekt for sit samfund´.

I øvrigt mener jeg, at karakterer og eksamen bør afskaffes til fordel for et lyst-baseret uddannelsessystem.