Lige fra den unge elev på en erhvervsuddannelse der igen igen ikke fik en elevplads til den arbejdsløse midaldrende akademiker der igen igen sender til, ringer til og opsøger potentielle arbejdsgivere, og til den medarbejder der for 117. eller 1. gang sidder til en meningsløs medarbejderudviklingssamtale uden perspektiv, er der et stort behov for at blive set, værdsat. Behovet er ikke kun deres, men også et samfunds hvis væsentligste aktiv er evaluering og bundlinjetænkning.
Her er tale om velkvalificerede borgere der ud over al tvivl netop er velkvalificerede. Der skal derfor ikke sættes skolepraktik, løntilskudsjob eller i det hele taget enhver anden form for specielt tilrettelagte forløb i værk, for slet ikke at tale iværksættelsen af ligegyldigheden overfor engagementet. Effekten af al dette ”iværksætteri” er meningsløse uddannelsesforløb og udnyttelse af billig arbejdskraft uden garantier om ansættelse og udvikling blot garanteret overlevelse – og iøvrigt et stadigt voksende statsligt bureaukrati som låser bureaukratiets mennesker fast i tåbelige arbejdsfunktioner, der på sin vis også kræver talent for at overleve.
Jeg tror ærlig talt ikke man kan lovgive sig ud af idioti, især ikke hvis man ikke som politiker kan se komikken. Til gengæld kan man have samfundssind og man kan føle og have ansvar overfor andre mennesker og så handle. Til denne klassiske, humanistiske disciplin hører også, at man handler ud fra det talent man møder hos mennesker, hos den unge tømrer uden lærerplads, hos den midaldrende arbejdsløse akademiker og hos medarbejderen på 1. eller 30. år. Det handler ikke om bundlinjetænkning, men om at værdsætte det talent vi møder uden smålig skelen til, hvad vi plejer at gøre, plejer at tænke og hvad andre mener.
Jeg læser videre i det nye regeringsgrundlag men har foreløbig ikke mødt mine naboer. Så jeg taler forsøgsvis med mine naboer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar