Uddannelse til den forbandede virkelighed

Berlingske-journalist Poul Høi beskriver den postfaktuelle logik i al sin gru i den tankevækkende artikel Bullshit (Berlingske Tidende d. 8.10 -12); man kan i stigende grad vælge en medievirkelighed der svarer til den, man er overbevist om eller foretrækker. Medievirkelighed fordi medierne gør ligeså; skaber virkelighed frem for at fremdrage og fastholde fakta – og så fastholde sine kunder i det foretrukne. I det postfaktuelle samfund viser politikerne og medierne vejen frem i fuldendt symbiose.

Poul Høi lægger ud med at fortælle forfaldshistorien der viser skellet og skredet; om dengang den amerikanske præsident George W. Bush insisterede på at få "sin" Irakkrig på trods af fakta. Bushs rådgiver Karl Rove måtte skabe den rette virkelighed for krigen og det lykkedes – fakta blev sat ud af spillet og krigen kom. Så i dag kan Mitt Romney slippe af sted med at sige, at 47 pct af amerikanerne er snyltere og Paul Ryan sige, at USA har mere statsgæld end hele EU sammenlagt. Spørgsmålet er ikke om det er rigtigt (det er faktuelt forkert, hvis nogen skulle være i tvivl), men hvad modkandidaterne siger – det er vigtigere at lytte til begge parter end at påvise, at den ene part lyver. Pressens rolle skifter fra at være faktatjekker, fastholder og fremdrager af fakta til at være formidler og skaber af "virkelighed".

Høi beskriver det ikke, men ethvert samfund har sin dannelse, derfor også det postfaktuelle samfund. Og oh hvilken postfaktuel dannelse man kan forestille sig! På uddannelserne lærer elever og studerende nu at skabe egen virkelighed på trods af realiteterne. Førhen slog lærerne og forskerne hårdt ned, når holdninger stod i vejen for tilbundsgående analyser hvilende på utallige faktatjek, men nu er det omvendt; holdninger er vejen frem og skaber vækst, er man overbevist om. I den udviklingsproces står fakta i vejen. At det er sådan dokumenteres gennem utallige forbrugertilfredshedsevalueringer, hvor man synes og mener en helt masse om det at synes og mene noget – frem for hvordan det faktisk er. Filosofi og de humanistiske fag i det hele taget har været gennem en nødvendig postfaktuel udvikling og dermed fået en renæssance (!); nu kan man mene hvad som helst, dog er der mest trend, hype og brand i stærke overbevisninger omkring vækst og innovation. Et unikt samarbejde mellem samfunds-økonomiske uddannelser af liberalistisk tilsnit og humaniora er opstået. Det venter man sig meget af i erhvervslivet.

Spøg til side. Der er noget infantilt over det postfaktuelle samfund; man kommer ligesom aldrig over, at verden er større end egen navle (spørg bare Penkowa). Ikke desto mindre er det også i Danmark værd at reflektere over i hvor høj grad politikerne, medierne og ikke mindst borgerne lytter til fakta, bruger fornuft og moral. Hvis man fx nævner "en gammel glemt sag" som at Danmark deltog i Irakkrigen på baggrund af løgne – det er faktuelt rigtigt – bliver diskussionen hurtigt til et spørgsmål om holdninger. I en nyere sag bliver vi knapt så ophidsede; for hvad betyder den verserende udredning af Venstre-regeringens indblanding eller ikke-indblanding i vores Statsministers skattesag – betyder fakta omkring eventuelt magtmisbrug og moral noget for vores holdning til politikernes troværdighed, har det indflydelse på hvem vi vælger ind i Folketinget? Også medierne tvivler og er vel mere interesserede i at konstruere en passende, dramatisk, underholdende og tilfredsstillende fiktion frem for virkeligheden. Findes den forbandede virkelighed overhovedet…

Tilbage bliver (ud)dannelserne til det forbandede. Kun tåber forestiller sig, at (ud)dannelserne bliver den bastion, hvor fakta, fornuft og moral er basalt på trods af "virkeligheden". Jeg er én af dem.