lørdag den 3. november 2012

Nutidens kulturelle selvforagt

I og for sig er det spild af tid at beskæftige sig med Dansk Folkepartis dannelsesbegreb. Der er jo ikke rigtig noget.

Ikke desto mindre kommer Marie Krarup fra DF i Politiken d. 29.10 med et bud der er ganske interessant. Det interessante er ikke den kendte, men sådan set ikke ubegrundede, klage over ungdommens tab af historisk bevidsthed, selvom den er gentaget siden Antikken. Det interessante er: En af årsagerne til dannelsestabet er nutidens kulturelle selvforagt. Jeg bruger her et begreb fra den britiske, konservative filosof, Roger Scrutons. Hans begreb »oikofobi« (sygelig angst for sit eget) beskriver de vestlige intellektuelles had til den vestlige verden.”
Med disse ord vendes skytset mod de fremmede, benævnt Iran og de fremmedes venner, de danske intellektuelle; sidstnævnte står om nogen for dannelsestabet.

Selvmålet er åbenlyst. DF fremstår selv som eksponent for det beskrevne dannelsestab; angsten for det og de fremmede heriblandt de intellektuelle, angsten for nuancer, angsten for forandring og udvikling kan meget vel beskrives som angst for den vestlige verden, ja som kulturel selvforagt.

For nylig havde Helle Hansens dokufilm Ordet Fanger premiere. Her fanger hun præcist skredet i de sidste 25 års retorik i udlændingedebatten. Fremskridtpartiets og sidenhen Dansk Folkepartis hadske retorik er flyttet ind i de øvrige partiers vokabolarium. Det er da et dannelsestab der vil noget; pointen er jo, at på trods af at det politiske spil om magten farver retorikken, så er det ikke overfladisk snak for galleriet, for ordet fanger.

Og så bliver Krarups ”kulturelle selvforagt” pludselig rigtig interessant; den er ikke alene blevet stueren men farver også bredt de øvrige politiske partier og man må forestille sig også deres vælgere.

Krarup udfolder ikke rigtig Scrutons kulturelle dannelsestab, men så kan vi da hjælpe hende lidt på vej. Da Fogh kom til magten, skulle eksperterne/de intellektuelle ned med nakken og new public managements stramme, evalueringsfikserede økonomistyring være en del af den foghske drejebog for Danmark. Det er lykkedes i overvældende grad ikke mindst med DF som parlamentarisk grundlag. Både dannelserne og uddannelserne lider stadig under det regimente.

Når så endelig begrebet kulturel dannelse igen bliver en del af den offentlige debat, er det dybt ironisk, at det er en politiker fra DF der bruger det.

Derfor tager jeg indledningsordene i mig igen; det er ikke spild af tid at påpege og diskutere det kulturelle dannelsestab.

Ingen kommentarer: