søndag den 1. juli 2007

Velkommen

Bloggen her har taget navn efter et af spillefilmens hovedværker, Nul i opførsel (Zéro de conduite) fra 1933 af Jean Vigo. Hvorfor vil jeg i det følgende forklare. Og i virkeligheden handler det ikke om film.
Spillefilm om skolen er mange. Hvad der slår en er, hvor ens problematikken er, uanset perioden filmen skildrer eller er produceret i. Hvad er det samme i fx Nul i opførsel, if (Anderson, 1968), Les quatre cents coups (Ung flugt, Truffaut, 1959), The Wall (Parker, 1982) eller i Dead Poets Society (Døde poeters klub, Weir, 1989), for ikke at glemme vores egne Kundskabens træ (Malmros, 1981), Det forsømte forår (Schrøder, 1992), Drømmen (Oplev, 2006) og Vikaren (Bornedal, 2007)? Filmnørden vil vide, at ikke mindst if og Ung flugt er åbenlyst inspireret af Nul i opførsel – ja, at det oprør, det Ungdomsoprøret, som 30-erfilmen forudså eller drømte om, udfoldes i if og i Ung flugts samfund 8 år efter dennes premiere. Og det er det halve svar; for der gik åbenbart ca. 35 år, bare regnet fra Vigos film, inden der gjordes op med det autoritære (ud)dannelsessystem med Ungdomsoprøret. Men filmene bliver ved at skildre noget der ligner det samme autoritære system. Det er næppe af ren og skær nostalgi – og hvis så var en underlig en, må man sige. Selvom Drømmen skildrer provinsskolens opgør med det autoritære omkring -68-oprøret blev den en af de største danske filmsuccesser nogensinde – i 2006! På samme måde kan man undre sig over, at Vikaren udspilles i et nærmest gennemført musealt skolerum; se på gymnastiksalen og den ”pædagogik” der gennemføres her. Eller bordenes opstilling i klasseværelset – i 2007! Skal der virkelig gode argumenter til for at hævde, at det ikke har noget at gøre med skolen i dag?
Det er den anden halvdel af svaret. Der må være noget, en kerne der er ens ikke bare i filmene men i samfundene, når det gælder (ud)dannelse uanset Ungdomsoprøret omkring 1967.
Hvad jeg forsøger at sige er, at det ser ud som om, at det autoritære til stadighed er tilstede som undertrykkelse af børn og unge i vores (ud)dannelsessystem. Jeg bruger ikke filmene som bevis – og hvilket bevis kan man overhovedet fremkomme med på et så følsomt område (ikke filmens men (ud)dannelsens) – men jeg hævder, at filmene indikerer en autoritær problematik i vores samfund, der så at sige er den samme, bare i forskellig forklædning, i forandring.
Tag Vikaren som aktuelt eksempel. Her har kvinderne taget over, overtaget mændenes rolle, den patriakalske. Glem alt om feminisme, for vikaren er kvinde, der optræder som mandlig lærer trådt direkte ud af Det forsømte forår, Hans Scherfigs roman fra 1940. Nok har hun lært børnenes sprog af i dag, men hun mopper gennemført som engang for længe siden - og som børnene af i dag. Ja, kvinderne har blot overtaget mændenes roller. Læg fx mærke til den kvindelige politibetjent, der nok gennemskuer vikarens ondskab, men intet kan stille op - fordi hun er ”mand”, der sætte sin lid til et skydevåben. Og læg mærke til, at faderen kaster sin kærlighed på vikaren, fordi han ikke ser hendes ondskab; manden er blød og uden gennemslagskraft. Og læg ikke mindst mærke til, at moderen, som vores unge hovedperson har mistet, moppede ham, lige inden hun døde, fordi han har langt hår! Det er måske Bornedals og manuskriptforfatter Henrik Prips kritik af tingenes tilstand af i dag: en længsel, en drøm om Ungdomsoprøret der aldrig rigtigt forløstes, men er på vej. Hverken kvinden eller manden har direkte forbindelse til kærligheden, men måske de næste generationer har det.

Hvis det er rigtigt, at (ud)dannelsessystemet stadig er autoritært, så gælder det vel om at skildre og forstå dets forskellige former, at forstå det autoritære i forandringen. Jeg forestiller mig, at det er muligt at gøre det bedre. Det er det, denne blog handler om. Man kan sige, at jeg håber, at jeg tager fejl. Men jeg er bestemt ikke sikker.

Ingen kommentarer: