Den sociale arv

Socialdemokraternes forkvinde Helle Thorning-Schmidt interesserede sig pludselig i sin 1.majtale for den sociale arvs betydning i uddannelsessystemet: ”Vi har ikke brudt det faste mønster, at forældrenes uddannelse bestemmer barnets fremtid”, sagde hun bl.a.. Gad vide om socialdemokraterne endelig har forstået budskabet i Lars Olsens hudfletning af folkeskolens og EUDs sociale svigt i bogen Den nye ulighed (Gyldendal 2007). For ikke at tale om det samme budskab i Ugebrevet A4s nylige undersøgelse og analyse: Aktive familier er mønsterbrydere (nr. 1 2008). For slet ikke at tale om GLs rapport Fra gymnasiefremmed til student – større fagligt udbytte for elever fra gymnasiefremmede miljøer (GL 2007). Det er da herligt, hvis vindene i oppositionen blæser den vej. Det er ellers en gammel kending, der har været påvist mange gange – ikke mindst af uddannelsesforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen (læs bare hans opsamling i Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv; Reitzels Forlag 2003). Men selv Regeringen eller dele af den har øje for uddannelsessystemets skævvridning nu: ”Chancen for at fuldføre en universitetsuddannelse er i dag ni gange så stor for studerende, der kommer fra en baggrund med mindst én universitetsuddannet forælder som for studerende, hvis forældre har en grundskoleuddannelse”, står der i Videnskabsministeriets Fremtidspanelets rapport: 12 udfordringer for videnpolitikken (jan. 2008).

Så mangler vi bare, at der faktisk reformeres ud fra den fælles erkendelse, at det danske uddannelsessystem er socialt ulighedsskabende. Er det for meget at forlange, næppe, men måske svært at forestille sig i et uddannelsessystem der knapt har fundet sine egne ben efter nylige gennemgribende reformer. Hvordan kommer vi videre?