Stud.Portfolio = tvivl

Årets studenter kæmper/kæmpede som de første - sammen med deres lærere/eksaminatorer og censorer - med at finde ud af, hvordan man går til portfolioeksamen.

Engang hed det portefeuille, så hed det portefølje og nu hedder det portfolio. Kært barn har mange navne. Under alle omstændigheder er det en mappe med dokumenter i. Og i undervisningssammenhæng betyder det; tja …

Tanken er, at eleverne igennem deres gymnasietid lægger alt lige fra noter, over skitser og kladder til færdige opgaver og projekter, og også evalueringer over undervisningsforløb, ja ligefrem en oversigt over oparbejdede kompetencer i dertil indrettede, typisk elektroniske mapper, for endelig til sidst at blive eksamineret i dele heraf.

Når alle kæmper med at forstå eksamensformen, er det fordi den i princippet indeholder en høj grad af refleksion over eget læringsforløb. Og det hvad enten eleverne eksamineres i læringsforløbet som fag – fx ved htx´ såkaldte Studieområde 1 og 2 – eller eksamineres i det enkelte fags portfolio.

Det sværeste for eleverne er utvivlsomt at gå til eksamen i egen læring som sådan (fx førnævnte Studieområde). Men det er også svært at gå fra en traditionel eksamen i et bestemt fag i en bestemt opgave og så til at udvælge opgaver fra portfolioen i netop dette fag og så gå til eksamen i disse. For uanset hvad, banker læringsrefleksionen voldsomt på. Kort sagt: med portfolioeksamen åbnes op for en læringsrefleksion der i princippet bærer langt udover den specifikke viden i det enkelte fag.

I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplin? Og hvad består den egentlig i?

Forvirringen åbner bestemt op for en hel række spændende problemstillinger der først og fremmest går på relationen fag og læring, men den betyder også, i al fald i år for at sige det mildt, at der eksamineres meget forskelligt fra gymnasium til gymnasium. Man ved grundlæggende ikke rigtig, hvad portfolioeksamen går ud på. Det går udover eleverne – men også lærerne høster nogle dyrekøbte erfaringer i år.

Det er ikke uden omkostninger at inddrage læringen i faget som område i eksaminationen. Omkostningerne er først og fremmest, at man fremmer tvivl i forhold til viden og egen udvikling, for ikke at sige dannelse. Her er vi langt udover en herlig disciplin som kritisk sans i forhold til den viden og den læring, som man udsættes for i uddannelsen.

I hvor høj grad er elever og lærere klædt på til portfolio som disciplin? Eller skulle jeg sige; i hvor høj grad er elever og lærere klædt på til denne disciplinering udi tvivl? Hvad er meningen? Er det meningen?