Talentpleje

Det er ikke let at vejlede.

Når Jens kommer i vejledningen, dvs. når jeg henter Jens i klassen – jeg venter til frikvarteret, fordi jeg ved, at han ikke kan lide at de andre ser, at han skal tale med mig – er det fordi han får skriftlige advarsler for manglende opgaveafleveringer.

Det er ikke let at tale med en elev der får det direkte dårligt ved at lave opgaver i et bestemt fag. Men når jeg hører Jens fortælle, er jeg ikke i tvivl om, at han har ret; han bliver nærmest deprimeret af at skrive opgaver i faget dansk - og det uanset om han skal redegøre for WikiLeaks, sådan som sitet beskrives i forskellige dagblade eller han skal skrive en litterær analyse af en novelle af Peter Seeberg. Når Jens skal skrive opgaver i dansk eller diskutere i klassen i faget, bliver han modløs, indesluttet, mister appetitten og går tidligt i seng. I værste fald møder han ikke i gymnasiet næste dag.

Jens er elev på htx, og der er det populært sagt nærmest en forudsætning for at trives i det tekniske og naturvidenskabelige studiemiljø, at man ikke er interesseret i og ikke særlig god til faget dansk (og samfundsfag). Men derfra og til Jens´ depressionssymptomer er der dog heldigvis et stykke vej – Jens´ tilfælde er trods alt sjældent.

Jens har ikke svært ved matematik, fysik, biologi, kemi og teknologi. Han laver hvad han skal i de fag, og bliver hurtigt færdig med opgaverne. Ifølge lærerne har han talent for fagene, men gider ikke lave mere end det der skal til. Ikke desto mindre klager han gerne over, at han ikke udfordres i fagene – og bakkes op af engagerede forældre. Men når lærerne tager handsken op, glider han af.

Det er ikke let at være vejleder, når man nærmest gør vold på eleven ved at konfrontere ham med et fagligt engagement, han ikke har. Og kan det virkelig forholde sig sådan, at der er elever man gør vold på ved at kræve at de arbejder med redegørelser for vigtige samfundsfaglige emner eller analyserer moderne, kanoniske litterære tekster?

Ja, det er jeg overbevist om. Jens´ største problem er dog ikke vejlederen og faget dansk, men at han ikke kan koncentrere sig om de fag, han har talent for.

Man kan uden tvivl opsætte idéelle mål for de studieforberedende uddannelser. Man kan muligvis også drage elevens families manglende stimulering af fx humanistisk, samfundsfaglig refleksion i tvivl. Ja, man kan sætte spørgsmålstegn ved det kloge i at familien indprenter barnet, at det er et talent der har let ved det hele, og derfor ikke behøver at studere for uddannelse og resultater. Det er dog ligegyldigt i forhold til et talent der ikke plejes, når det kommer til stykket.

Jens fortæller om sin nedtrykthed, ikke uden den provokation der ligger i at se alt ud fra eget talent. Jeg på min side fortæller Jens om dilemmaet - og ser ham synke længere og længere ned i stolen.

Da Jens er gået nedtrykt fra vejledningen – at han skal aflevere de manglende danskopgaver er ikke til forhandling – slår det mig, at den hudløshed omkring eget talent, Jens åbenlyst bærer frem, er der tusindvis af elever der hver dag inderliggører. De elever ser jeg langt fra altid i vejledningen, men det burde jeg.