fredag den 8. juni 2012

Google som dannelse og uddannelse

Da 3.g-erne på stx var til eksamen i skriftlig dansk d. 25. maj i år, måtte de gå på internettet, ja det var endda et krav i nogle af opgaverne, at de kommende studenter fandt materiale på internettet til besvarelserne.

MetroXpress bad Google om at dokumentere, hvad eleverne søgte på. Det er næppe overraskende, at der søgtes på emnerne, fx på en af verdenslitteraturens store nulevende forfattere, japaneren Haruki Murakami, fordi en af opgaverne lød på at lave en analyse af en novelle af denne forfatter.

Overraskende var det derimod, i hvert fald for formanden for it-opgavekommissionen for dansk i gymnasiet Gunvor Severinsen, at eleverne også søgte på opgaveformuleringernes begreber: ”kronik”, ”genremæssig perspektivering”, ”analyserende artikel”, ”essay”. Overraskende fordi eleverne efter 3 år i gymnasiet med dansk på a-niveau burde have mødt begreberne flere gange – også i andre fag.

I øvrigt beklager Gunvor Severinsen også de unges mangelfulde søgekompetencer. Hun har sikkert ret; basale studie-kompetencer skal ikke søges i interessen for it, men i interessen for - studiekompetencer. Der er andre muligheder end Google!

Det mest interessante i forbindelse med årets eksamen i skriftlig dansk er dog, at med googletrafikkens synliggørelse bliver en problematik synlig, som er senmoderne; nemlig at noget af det sværeste i gymnasiet, i betydningen sværeste for eleverne at forstå og for lærerne at formidle, er det sprog og den kultur der er en forudsætning for at dykke ned i substansen. Problematikken bliver næppe mindre af, at ”alle” i dag vil i gymnasiet.

Betyder det så, at fra nu af ved gymnasierne, hvor de skal tage fat; nemlig med et usandsynligt fast og formidabelt formidlende greb om de mere eller mindre ukendte ord og begreber og deres kultur, og således praktisere læring efter de allernyeste principper, ikke mindst i forhold til elever fra såkaldte gymnasiefremmede miljøer?

Ja, da. Men lur mig, om ikke eleverne søger på fuldstændig samme måde mange år frem. Vi glemmer nemlig ofte i debatten om uddannelse i dag, at eleverne nu er ”helt fri af traditionen”, og at de begreber vi tilbyder dem, derfor blot er muligheder for dannelse og uddannelse.

At eleverne på gymnasierne nu også kan gå på internettet til eksamen, er i den forstand selvfølgeligt; internettet som billede på personlighedens mulighed for at søge og finde med tidens og udviklingens nødvendighed.

Basalt og banalt set var det klogt af årets google-gymnasie-elever, at søge på det, de ville finde.

Ingen kommentarer: