Studievalg og virkeligheden

Undertegnede har flere gange på denne blog efterlyst, at der gennemføres en konsekvent, sammenhængende, personlig vejledning af de unge igennem gymnasietiden og i overgangen til de videregående uddannelser. Sådan er det ikke, og det har konsekvenser.

Nu er der så kommet nogle barske tal på problemet. Jyllandsposten har spurgt årets studenter om deres fremtid. Et flertal fortæller, at de ikke ved hvad de vil.

Den undersøgelse sammenholder Jyllandsposten med tal fra Uddannelsesministeriet der viser, at 61% af sidste års afgangselever ikke havde talt personligt med en studievalgsvejleder om videregående uddannelse i løbet af de tre år på gymnasiet. Det handler om den vejledning som landets 7 Studievalgscentre står for, når de kommer ud på gymnasierne med jævne mellemrum og gennemfører såkaldt overgangsvejledning.

Med vejledningsreformen i 2004 afskaffedes den sammenhængende vejledning; studievejlederen på gymnasiet blev først gennemførelsesvejleder, så frafaldsvejleder - og så sparedes han væk, faldt selv fra i en spareøvelse.

Enhver uddannelses- og erhvervsvejleder ved imidlertid, at en konsekvent skelnen mellem overgangsvejledning og gennemførelsesvejledning er kunstig og som regel betyder, at gymnasieeleverne ikke taler videregående uddannelse med en vejleder overhovedet.

Realiteten er nu som dengang, at det er selvfølgeligt for eleven at tale fremtid med en vejleder, der har sin daglige gang på elevens uddannelse og har et fundamentalt indblik i den uddannelse og i dens elever. Det er ikke selvfølgeligt at opsøge en vejleder udefra der bare kommer engang imellem. Sværere er det ikke at forstå.

Meget sværere er det at få Folketinget og de gymnasiale uddannelser til at forstå, at vejledningen på de gymnasiale uddannelser bør prioriteres højt. Svært fordi man med vejledningsreformen gik den stik modsatte vej af behovet; man afskaffede gennemførelsesvejledningen og troede, at vejledning blot handlede om at oplyse om, hvordan man søger ind på de videregående uddannelser, ikke mindst gennem e-vejledning. Og svært fordi gymnasierne sparer på ”det overflødige”.

Sådan er virkeligheden ikke på gymnasierne; virkeligheden er at der aldrig har været så mange elever der har brug for vejledning som nu, hvor ”alle” skal i gymnasiet.

Med vejledningsreformen talte man om professionalisering af vejledningen. Det blev ikke til noget på gymnasierne, men er stadig en forbandet god idé.