Gymnasiet sejrede ad helvede til...

"Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før" siger Lilli Zeuner, lektor i uddannelsessociologi ved Syddansk Universitet.

Ordene falder i Kristeligt Dagblad d. 5.9 - 12 i anledning af Zeuners udgivelse "Fagsamspil og erkendelse i de gymnasiale uddannelser".

Med gymnasiereformen i 2005 skulle fagene arbejde sammen på hhx, stx, htx og hf. På den måde kom gymnasiet til at afspejle ´det derude´; en tidssvarende erfaring og forståelse af verden: "Den helt afgørende ændring ved reformen er, at hele vores vidensforståelse vil blive ændret. Vi har i hundreder af år været vant til at tænke i enkeltdiscipliner som matematik, fysik og kemi. Nu skal vi tænke i samspil," siger Lilli Zeuner i artiklen.

Jeg noterer mig med glæde, at Zeuner med sit valg af fag uforvarende (?) kommer til at gøre reklame for den nyeste og mindste af de gymnasiale uddannelser, htx, hvor projektarbejde og tværfaglighed fylder meget mere end på de øvrige gymnasiale uddannelser.

Vigtigere er dog førstnævnte paradoks som først og fremmest afspejles i det såkaldte studieretningsprojekt (srp), hvor gymnasieleverne skriver en større opgave indenfor studieretningernes fag. Her er fagsamspillet målet.

Zeuner er begejstret over det faglige samspilsniveau hos de dygtige elever. Det samme er vi andre, gymnasielærere. "De projekter Zeuner nævner er jo på universitetsniveau!" udbryder en kollega begejstret, efter at have gjort mig opmærksom på artiklen. Han er dog knapt så begejstret, da han i samme åndedrag konstaterer den stigende akademisering af de gymnasiale uddannelser for vi optager mange elever uden basale gymnasiale forudsætninger fra grundskolen. Min kollega er skarp, begejstres og gyser, ligesom jeg – og udfører gymnasial læring som et videns-spil mellem amatørisme hos de fortabte og professionalisme hos de dygtige elever.

Og så er vi tilbage ved Zeuners grundlæggende iagttagelse: "Det er et paradoks, at samtidig med, at stadig flere skal igennem gymnasiet, er det blevet meget sværere at leve op til kravene. De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før."

´Den indre sans´ er vel sagtens ´klaveret´: Er du vokset op "i et hjem med klaver", et sted der kan give dig "den rette sociale arv", "er du gymnasiefremmed", "uddannelsesfremmed" eller et andet af tidens bullshit-ord, fx en af de utallige diagnosebetegnelser der starter med "adhd".

Djævelens borgerlige advokat siger: "Aldrig har så mange fra uddannelsesfremmede hjem gennemført en gymnasial uddannelse som nu." Og han har ret. Ikke desto indre er det stadig de samme mennesker der falder fra i gymnasiet (her er status quo siden hvornår?), altså faktisk intet nyt, ligesom i "gamle dage", hvor de uddannelsesfremmede stort set ikke kom i gymnasiet. Så noget er kun sket statistisk set.

Sikkert er, at de faglige krav spejler tiden, og at uddannelserne til stadighed imødekommer de statslige krav om, at de fleste unge skal være studenter.

Hvad så med Zeuner og hendes lige dele begejstring for uddannelsesmæssig udvikling og elendigheds-paradoks?

For mig er den vigtigste erkendelse: "De elever, som ikke har den indre sans, er mere fortabt end før." Et samfund skal nemlig måles og vejes og bedømmes og evalueres på evnen til at se og nå de mennesker, der er fortabte.

Lige nu er der ikke råd til de fortabte ...