Kritik af udviklingsprojekter i konkurrencesamfundet

Skal man le eller græde, når en lærer efter 18 års undervisning i gymnasiet kaster sig ud i et projekt støttet af Børne- og undervisningsministeriet med ordene: "Vi kan ikke bare sige, at de (gymnasieleverne) skal læse fra side 20 til side 40. Vi skal sige, præcis hvad vi forventer af dem, når de læser lektier. Det kan også handle om, at de skal lære at tage bøger med og orientere sig om, at de har lektier for."

Problematikker for elever i folkeskolen, er nu problematikker i gymnasiet og derfor gjort til ministerielle udviklingsprojekter.

Ret skal være ret, jeg er med i et lignende projekt og møder måske Peter, der udtaler ordene ovenfor i sidste nummer af Gymnasieskolen d. 28 dennes, når de ministerielle gymnasie-projekter officielt sættes i gang i næste uge. Jeg glæder mig til at delagtiggøre mine mange trofaste blog-læsere med resultater og refleksioner fra projektet, når mine kollegaer og jeg finder dem.

Det er dog med blandede følelser, at jeg sætter mig for at klargøre de gymnasiale mål for mine elever i det ministerielle projekt. Engang var målene indlysende i og med elevernes kulturelle baggrund og lærernes autoritet – i dag er både elevernes kulturelle identitet og lærerens autoritet på spil, eller rettere i et spil der handler om økonomisk konkurrence frem for kritisk dannelse. Det er mit forbehold, den kritiske dannelses forbehold i konkurrencesamfundet: Ingen ved, hvem de er ikke mindst i forhold til uddannelse.

(Ud)dannelserne var i et klassesamfund, nu er de i et konkurrencesamfund. Kritikken må overleve, også de ministerielle konkurrenceprojekter.