lørdag den 16. februar 2013

Finansiel normalisering? Nej, tak!

Der er en egen fatal ironi i, at den finansielle ”normalisering” af uddannelsesområderne betyder, at lærerne skal undervise mere samtidig med, at det ikke interesserer politikerne hvilke pædagogiske og didaktiske initiativer der udvikles under nedskæringer og generelt i et senmoderne samfund i økonomisk krise, kort sagt; hvad der faktisk sker herude på uddannelserne interesserer ikke politikerne. Og på den måde rækker politikerne ud efter et for længst forældet læringssyn.

Det er ikke så få initiativer som folkeskole-, erhvervs- og gymnasielærere medvirker i for at imødekomme inklusion, Pisa-undersøgelser og en 95%s-målsætning der har betydet et overvældende pres først og fremmest på gymnasierne og et skrantende elevtal på erhvervsuddannelserne. Ikke desto mindre mødes alle udviklingsinitiativer ude på uddannelserne blot med krav om at registrere timetal i excelark.

Så når den altid opvakte og veloplagte Rokoko Posten med tungen velplaceret i kinden kan fortælle, hvordan gymnasier afskaffer undervisningen og på den måde løfter kvaliteten af uddannelsen er det både en fed løgn og et lattervækkende men foruroligende billede på, hvad der bliver af ud- og dannelsen, når det ikke betyder noget.
Som rektor for det fiktive Borupgaard Gymnasium, Berit Nissen siger det: “Ideen om et studiemiljø, hvor voksne fortalte unge, hvad der er vigtigt, var grundlæggende forfejlet, og det er jeg stolt af at have rådet bod på” (Rokoko Posten 31.1 -13).
 
Lige nu skal der undervises mere. Finansministeriet mener, at det er tid til at skrue tiden tilbage til dengang læreren stod foran tavlen og klassen time efter time.
Lur mig: Om lidt viser tallene, de økonomiske beregninger, at det bedre kan betale sig med virtuel undervisning, fjernundervisning og selvstudier. Så får rektor Berit Nissen ret.

Ingen kommentarer: