Normalisering? Ja, tak!

Som bekendt har finansminister Corydon ”normaliseret” forholdene på gymnasieområdet i den forløbne uge. Og meget snart sker det også på folkeskoleområdet. Uanset indpakning – ”normalisering” eller ”sikring af uddannelseskvaliteten” – er og bliver de indgåede forlig dog finansielle spareøvelser med deres helt egen retorik.

Man må undre sig over den iver med hvilken spareøvelser gennemføres på områder, uddannelsesområderne hvor sådan set alle er enige om, at kvalitetsløft er hårdt tiltrængte. Her slår forklaringer om, at spareøvelser kan betyde kvalitetsløft i processen slet, slet ikke til. Fx er kravene til skolerne om inklusion åbenlyst forklædte spareøvelser. Og i de mere eller mindre afsluttede overenskomst-forhandlinger er det ligeså åbenlyst, at kravene om at folkeskole- og gymnasielærerne skal undervise mere på bekostning af forberedelse ikke har det mindste med kvalitetsløft at gøre. Et sandt timetællingshelvede er på vej herude på uddannelserne.

Jeg har før citeret Dorthe Ågård, phd.studerende ved Aarhus universitet og forsker i relationskompetence i gymnasieundervisning, for at sige, at gymnasieelever ofte ”mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de får for lille udbytte af undervisningen.” Og at årsagerne skal findes ”i en gennemgribende ændring i unges syn på skolen, i deres livsstil, medieforbrug og problemer med den generelle trivsel” (Weekendavisen 12.11 -11).

Mit bud er, at man kan sige det samme om vores politikere; at ´de mangler motivation, engagement og koncentration i en grad, så de ikke kan se kvaliteterne i skolen og gymnasiet´, og at det skyldes ´en gennemgribende ændring i politikeres syn på skolen, i politikernes livsstil, medieforbrug og problemer med, nå ja måske ikke trivsel, så dog med almendannelse´.

I den sammenhæng går jeg helt ind for normalisering.