Studievejledningen er uden sigte

Den 20. juni -08 kom den nye bekendtgørelse om gennemførelsesvejledning. Nu skal også vejledningen måles og vejes.

Der skal ”udarbejdes retningslinjer for den individuelle, gruppevise og den kollektive vejledning, hvoraf det fremgår, hvad indholdet er i den konkrete vejledning og hvilke mål, der er sat for vejledningen. Retningslinjerne skal offentliggøres på institutionernes hjemmesider.” (§ 2 stk. 4).
Hvordan man forholder sig og bør forholde sig til dette illustreres på det mest groteske, da en vejlederkollega fortæller mig, at der i den anledning er ansat en kommunikationsekspert der skal sætte disse retningslinjer op på den uddannelsesinstitution, som hun er vejleder på. Det groteske er ikke blot, at det ikke er vejlederen der afstikker linjerne, men først og fremmest at der således faktisk er overensstemmelse med bekendtgørelsens intention; retningslinjerne og deres offentliggørelse er vigtigere end det store arbejde, vejlederne gør hver dag, når de kæmper for at opfylde målet: 95% af en ungdomsårgang tager en ungdomsuddannelse. Foreløbig går det den modsatte vej – fra 85 – 80 %. Dér kan hverken opstillingen af retningslinjerne end sige en kommunikationsekspert gøre fra eller til – måske snarere gøre fra, al den stund gennemførelsesvejledere over det ganske land nu typisk skal bruge kostbar tid og kræfter på at definere, forklare og forsvare deres utallige samtaler med unge der er mere eller mindre i en uddannelsesmæssig klemme.

Men det bliver værre endnu. I disse nysprogstider er det mere og mere tydeligt, at kvalitet betyder effektivitet: ”Kvalitetssystemet skal som minimum omfatte undersøgelser, der måler elevernes/de studerendes/kursisternes tilfredshed med og udbytte af gennemførelsesvejledningen. Desuden skal effekten af vejledningen målt som frafald fra og gennemførelse af uddannelserne indgå.” (§ 7 stk. 2). Kan være, at man skal læse det to eller flere gange for at forstå sproget og intentionen, men det er ganske vist; vejlederne hænger nu på målet om de 95 %, ja om de unge overhovedet får en uddannelse.

Det er næsten at give os vejledere for megen ære. Vi takker for tilliden! Og dog er det svært ikke at læse mistillid og en forfejlet uddannelsespolitik ind i bekendtgørelsen. Unges muligheder for at gennemføre en uddannelse er afhængig af vejledningen, står der i kancellisprog. Jeg kan levende forestille mig, hvordan vejledere nu tvinges til håndfast fastholdelse frem for vejledning, for at sige det pænt. Vejlederne tvinges til at ”glemme” udmeldelser fra/tab af de elever/studerende/kursister der hverken kan eller vil uddannelsen, for at sikre institutionens indtjening og ja, eget job (´vi melder sgu ikke ud før efter tælledag´). Men værre er det, at de mange vejlednings-samtaler der er en brik, hvor lille den end måtte være, i en bl.a. uddannelsesmæssig fremtid skifter karakter. Den tillid der er alfa og omega imellem elev/kursist/studerende og vejleder værdsættes ikke i bekendtgørelsen, sættes over styr og så er der næppe tale om vejledning, men diktat. Hvor mange elever/studerende/kursister vil vejledes, hvis vejlederen bare fastholder en dér, hvor man ikke trives?!
Jeg tror, at lovgiverne glemmer, at vejledning som regel handler om samtaler med utilpassede/skæve elever/studerende/kursister der vil mere end facts og ofte står i eksistentielle kriser. Derfor beskriver bekendtgørelsen måske snarere vejledning for de der ikke har behov for vejledning. For her fastholder vejlederen blot de uddannelsesmæssige intentioner i forhold til ham/hende der mangler facts eller et øjeblik kom i tvivl, men som til syvende og sidst har forstået sigtet; nemlig at vælge rigtigt første gang hele vejen igennem uddannelsessystemet.

Den nye vejledningsbekendtgørelse kan næppe tage mere fejl i sigtet; den fastholder elever/studerende og kursister i, at de er udenfor uddannelsernes og i øvrigt vejlederens rækkevidde.

Superfaget Kreativitetens Regnskab

MetroXpress kan d. 18.8 fortælle, at der er flertal i Folketinget for at slå folkeskolens fag sløjd, håndarbejde og billedkunst sammen til det, bladet kalder superfaget Design og håndværk. Uddannelsesordfører for Venstre Anne-Mette Winther Christiansen udtaler, at ”fagene er et levn fra fortiden, hvor man skulle klare små opgaver i hjemmet”, og formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen aner ikke, hvad ben han skal stå på, når han siger: ”Jeg vil ikke afvise, at det kan være en god idé. Men jeg vil stærkt anbefale politikerne at lave forsøg, før de indfører det.”

Som vejleder på htx burde jeg jo begejstres, for faget Design og Håndværk er en fremragende forløber for htx´ profilfag. Her er i bedste fald en masse elever at hente for os. MEN, som man har kunnet læse på denne blog, er et af de store savn i uddannelserne i dag næppe en yderligere udbygning af mål, krav og disciplinering – det som Haarder og Winther Jensen nu også vil strømline de kreative fag til i folkeskolen. Helt grotesk er forslaget i forhold til billedkunst.

Winther har utvivlsom ret i, at fagene er levn fra fortidens folkeskole. Så forslaget er blot en opgradering af fagenes funktion fra dengang og til nu - næppe banebrydende eller nytænkning, men inderligt konventionelt. Undtagelsen er dog billedkunst der nu helt udraderes.

Derfor vil undertegnede blogskriver i al beskedenhed stadig pukke på med at slå et slag for kreativitetens og det musiskes kvaliteter som dannelse. Styrk fagene musik og billedkunst, og tilføj litteratur, dans, film/tv og teater. Jeg er ikke i tvivl om, at virkningen kan måles og vejes på alle samfunds-parametre.

Kan man virkelig seriøst stadig overse kreativitetens og det musiskes værdifuldhed i et snævert regnskab om kroner og øre?

Når der budgetteres der med hjemmeundervisning

TV-avisen i aften kunne fortælle, at flere og flere forældre sætter sig på skolebænken igen for at kunne hjælpe deres børn med lektierne. Specielt matematik blev fremhævet.

Det er al ære værd, at forældrene gerne vil hjælpe deres børn med lektierne. Ikke desto mindre er det skolens ansvar, at børnene fagligt set er i stand til at lave lektierne. Og det er forældrenes ansvar, at der er tid og rum til at lave dem efter skoletid.

Jeg spørger mig selv, hvordan forældrene overhovedet får tid til at sidde på skolebænken igen. Men selvfølgelig; begrebet livslang læring triumferer gennemgribende i de her år; vi skal lære formelt og informelt fra vi står op og til vi går i seng. Kan være vi går ned af stress, men hvorfor ikke når det gælder om at blive undervist af vores børns lærere i at undervise vores børn, så vi kan gå hjem efter skoletid og undervise eleverne, nej jeg mener vores børn i det, de lærer i skolen.

Der spares voldsomt på skoleområdet, så på den måde er det vel helt naturligt, at vi forældre nu inddrages aktivt i undervisningen. Men gad vide om der findes et regnskab, et budget der kynisk indregner forældrekurser i besparelserne på skoleområdet?! Ja, hvem ved, måske er der en hel masse penge at hente på hjemmeundervisning fx ved at indføre en ugentlig undervisningsfri dag i skolen, hvor forældrene tager over – af nød.

GSK på højskole?

1. juli offentliggjorde Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) en liste over de højskoler der tilbyder det der så smukt hedder kompetencegivende eller prøveforberedende undervisning. Ud af 78 folkehøjskoler i Danmark tilbyder kun 6 af dem noget sådant. Ikke mindst set i lyset af de mange studenter der er kommet i klemme i de nye optagelseskriterier for de videregående uddannelser, er det bemærkelsesværdigt, at ikke flere højskoler byder ind med gymnasiale suppleringskurser (GSK) og HF-enkeltfag.

Om det er højskolernes værdigrundlag der snærer, eller om det er ren og skær inkompetence der er årsagen, ved jeg ikke. Men det er godt nok synd, at højskolerne selv således er med til afskære mange unge fra et højskoleophold.

De 6 højskoler er: Rønde Højskole, Grundtvigs Højskole, Hadsten Højskole, Odder Højskole, Egmont Højskolen og Rønshoved Højskole.

Haarder kom ikke forbi!

At dømme efter Berlingske Tidende i dag, skulle man næsten tro, at undervisningsminister Bertel Haarder har været forbi bloggen her og set mine udgydelser omkring manglen på kreative og ikke mindst musiske fag i det danske undervisningssystem. Det kreative og det musiske skal styrkes, siger Haarder.

Men man bliver klogere, når man hører ordentlig efter undervisningsminsterens tale: ”Jeg er overbevist om, at hvis man sætter mål og stiller krav i de kreative fag og bruger dem til at opøve koncentrationsevne og højre hjernehalvdel, så har det en betydning for de andre fag. Den disciplinering, der ligger i at øve sig på et instrument eller synge i kor med andre, vil uundgåeligt smitte af på de andre fag. Kan man koncentrere sig om det ene, så kan man også koncentrere sig om det andet”.

Jeg har før fortalt, hvor svært jeg har ved at definere det kreatives og det musiskes værdi, men nu ved jeg det. Haarder svinger taktstokken! Sig efter ham i kor: Mål, krav og disciplinering!

"De gamles" elendige opførsel

Så kom dagen for optagelse på de videregående uddannelser. Og ja, som man kan læse i diverse medier, tallene er katastrofale.

Ansøgertallet til universiteterne er faldet drastisk (op mod 20 % færre end sidste år har søgt ind på humaniora, natur- og samfundsvidenskab). Og ligeledes er antallet af optagne faldet drastisk (18.093 er optaget; 12 % færre end sidste år).

Også uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske (velfærdsuddannelserne) oplever stor nedgang i ansøgertal i år. Det kan næppe undre efter storkonflikten og disse professioners forhold i det hele taget.

Når man har trukket de åbenlyse årsager til den manglende søgning og optag fra - nemlig øgede adgangskrav (fag på bestemte niveauer kræves nu – ikke høj adgangskvotient, tværtimod har det ikke i årevis været så let karaktermæssigt at komme ind!) og meget lav arbejdsløshed – er der så flere forklaringer tilbage?

Tallene siger, at de yngste studerende har hørt efter, når Bertel Haarder tidligt og silde har frarådet sabbatår. Ikke desto mindre er ”de gamle” fra sidste år og år tilbage stadig ikke søgt ind. Dertil er kun at sige: ”Nul i opførsel!”

Man har da lov at håbe, at den elendige opførsel er udtryk for, at man ikke gider et uddannelsessystem der i højere grad kerer sig om budgettering, evaluering og effektivisering end om – (ud)dannelse.

Om få år vil det vise sig, om Regeringen har skabt en enorm pukkel af unge uden uddannelse efter gymnasiet. Og om det egentlig er et problem. I min gamle (ud)dannelses-revolutionære hjerne forestiller jeg mig nemlig, at denne ungdomsmasse vil vise sig som et enormt (ud)dannelsesmæssigt potentiale (og så er de i øvrigt uartige drenge og ikke pæne piger!).

Det musiske er værdiløst!

Det sværeste og i virkeligheden mest urimelige ved dette blogindlæg er, at skulle begrunde, hvor vigtigt det musiske er for uddannelse og dannelse. Man kan henvise til det musiskes rolle i samfundet, hvis man tør stå ved det åbenlyse. Vigtigere synes det dog i dag at være, at man ikke kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst. Derfor er det musiske værdiløst. Og derfor spiller det musiske stort set ingen uddannelses- og dannelsesmæssig rolle i dag.

Da jeg kom i skole i 1967 var der udover de traditionelle fag fagene dramatik, formning og musik. Specielt dramatik var næppe et sædvanligt fag i skolevæsenet dengang, men det hørte med til 68-ernes progressivitet og satte sine umiddelbare spor hist og her på de mest fremmelige af landets skoler. Det hørte dog hurtigt op. Som tiden gik, som tiden går, sies det musiske fra både som enkelte kreative fag, og det fylder mindre og mindre fra klassetrin til klassetrin i andre fag. Alvoren sætter jo ind. Og alvoren hedder viden og færdighed. Det musiske kan nemlig ikke måles og vejes, sådan som vi typisk definerer (ud)dannelse.

Vi har ingen tradition for at vægte det musiske i uddannelserne fra grundskolen og frem. Nok er det herligt at opleve, hvordan det musiske i princippet får rum på det almene gymnasium (stx) - her kan man vælge musik, billedkunst, dans og mediefag (sidstnævnte dog også som et populært valgfag på erhvervsgymnasierne) – men de musiske fag tæller ikke i det store gymnasiale regnskab der skal kvalificere til videregående uddannelse (det gælder også andre fag, ikke mindst for biologi, men det er nok en administrativ fejl der snart rettes).

I grundskolen er det musiske som fag stadig reduceret til faget musik. Synges skal der – men hvem fanden går i kødet på musikken, så den giver genlyd på hele skolen udover ved festlige lejligheder! På eud findes det musiske slet ikke, og på de gymnasiale uddannelser findes det kun på stx. Det musiske som en væsentlig del af (ud)dannelsen vægtes ikke, og det på trods af, at man dog havde muligheden for det i de nylige reformer på ungdomsuddannelsesområdet.

Så meget desto vigtigere er det at fremhæve det musiskes værdi for grundskolen og frem i uddannelserne - mange friskoler ved det dog. Men hvad er begrundelsen for manglen?

Hvis man mener, at det er vigtigt at eleverne, børn, unge og voksne tager fat i det, de møder og for manges vedkommende faktisk går i lag med hver dag uden for skolen, måtte man utvivlsomt vægte det musiske, bare sådan. Sådan er det ikke. Og derfor lægges det musiske typisk ind under faget dansk, der således skal gabe over langt mere, end det på nogen måde magter. Først og fremmest danskfaget skal bære og udrede en regid (ud)dannelsesopfattelse, der handler om viden og færdighed frem for alt; det er nemlig vigtigere at kunne stave og sætte tegnene korrekt og analysere end at kunne kreere. Alligevel skal danskfaget gøre begge dele sådan pro forma og for anstændighedens skyld. Med andre ord; danskfaget retfærdiggører regiditeten, umenneskeligheden. Prøv bare at forestille jer den omvendte verden, at faget dansk varetoges af forfattere, dansere, malere, instruktører etc. Wow! Men kun som begyndelse; læg dog det musiske ud som de fag, som de, eleverne og de studerende, og ja samfundet fortjener.

Hvis man mener, at det musiske har værdi i sig selv, ville man definere det som en hel række fag med vægt på skabelse. Prikken over i-et ville være, om man også havde faget Æstetik. Dette fag lægger op til bevidsthed om noget helt centralt i væren overhovedet, en filosoferen over det musiske.
Hvis ikke man kan sætte det musiske ind i en værdimæssig nutidig kontekst, er det så værdiløst? Ja, jeg er bange for det. Derfor mangler jeg stadig at begrunde det musiskes værdi.