Der er uddannelse til de der vil

At handelsskolen Niels Brock i København har indført optagelsesprøver til erhvervsuddannelserne er en torn i øjet på de politikere og regeringer der i årevis ikke har evnet at prioritere folkeskolen frem for alt. Som det er nu, kvalificerer folkeskolen nemlig langt fra alle til en ungdomsuddannelse. På Niels Brock har frafaldet på erhvervsuddannelserne således været oppe på 20 %.

Niels Brocks direktør Anya Eskildsen beklager, at lignende tiltag ikke er mulige på de gymnasiale uddannelser. Lovgivningen her gør nemlig, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) sammen med elevens folkeskole afgør, om eleven kan optages på en gymnasial uddannelse.

Det er naturligvis en underkendelse af UUs kompetencer, når Niels Brock er nødt til at indføre optagelsesprøver. Omvendt har formanden for UU, John Vilhelmsen naturligvis ret, når han undrer sig over, at gymnasierne i stor stil optager de elever, som UU har frarådet at starte på en gymnasial uddannelse (undertegnede undrede mig også i bloggen den 29. januar -12).

UU skal med andre ord både sikre 95 %-målsætningen og at ungdomsuddannelserne får elever der formår at løfte de krav, som uddannelserne stiller. Den opgave ligner mere en skrivebordsvision end et afsæt i virkeligheden. Det ved Anya Eskildsen af erfaring og reagerer – tænk om andre direktører og rektorer for ungdomsuddannelser havde hendes mod!

Et af tidens store uddannelsesmodeord er ”inklusion”. Det betyder, at uddannelserne fra folkeskolen og til de lange videregående uddannelser skal inkludere alle uddannelsessøgende uanset hvad. Jeg nævner i flæng mennesker med ADHD, autisme, ordblindhed, selvmordstruede, spastisk lammelse, anoreksi, depressioner, højt begavede, cuttere, børn og unge med helt forkerte forældre og vilkår – og naturligvis alle de der endnu ikke er fundet en diagnose til; jeg ved fra mange år som lærer, at rigtig, rigtig mange mennesker burde have en diagnose (bare ikke mig, naturligvis). Lovgivningen sikrer, at alle inkluderes gennem uddannelses-planer, -evalueringer, -mål og rammestyringer etc … (fyld selv ud til julefrokostens bullshitbingo).

For nylig talte jeg med en kvinde i min familie der nærmer sig de 80 år. Hendes forargelse over, at de unge ikke udnytter de mange muligheder i dag var stor, velsagtens fordi de unge ikke har hendes erfaringer. Hendes livsbane er fra en anden tid, var lagt på forhånd; først overtog hun morens plads for de yngre søskende, da moren døde. Og så, på farens foranledning, blev hun gift godt med en kommende gårdejer. ”Men i virkeligheden ville jeg rejse hjemmefra og hvem ved, hvad det så ville ende med af uddannelse og sådan. Men jeg fik aldrig valget.´

Pointen er imidlertid, at den gamle kvinde ikke ser, at et samfund og dets uddannelser der kontrolleres i hoved og røv ikke er inkluderende for børn og unge – spørg bare de frie skoler og højskoler (omend de vel også tæller ledere og lærer der har lært tidens konkurrencestyring). De mange muligheder for uddannelse i dag - ´det er da helt vildt, hvad man kan vælge på Uddannelsesguiden, og så er der også e-vejledning!´ - drukner i den disciplinering der holder orden i det alt sammen. Så er de mange valg reelle?

I køen i Netto for nylig hørte jeg, at de elever der er i skolepraktik er de tungeste; ´for der er altid praktikpladser til de der vil´. Med det fokus der er på videregående uddannelser i dag, tror jeg, at det er holdningen til erhvervsuddannelserne. Hvor blev anerkendelsen af håndværket som samfundsgrundlæggende af!?

På erhvervsskolernes grundforløb kan man opleve, hvordan unge uden mål og med parkeres. Og på de gymnasielle grundforløb, specielt på hhx og htx, kan man opleve hvordan unge uden mål og med parkeres.

Det er ikke blot én, men mange tanker værd, hvorfor.

Mit bud er, at den sværeste lektie, den ”umulige” hjemmeopgave for regeringer, politikere og ikke mindst for elever og studerende i dag er, at give slip på kontrollen. Det er ikke er et regneark, men dannelse og uddannelse for alle det handler om.