Højskolen og det eksistentielle – konkret?

Filosoffen Finn Thorbjørn Hansens (FTH) nys udgivne rapport for Folkehøjskolernes Forening (FFD) ”Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde” (FFD 2008) forsøger at indkredse en særlig højskole-vejledning. Jeg vil i en kommende blog gå i klinch med Thorbjørn Hansens (højskole)vejlednings-opfattelse. Her vil jeg blot i første omgang kommentere på det overhovedet at give sig i kast med projektet.

FTHs udgangspunkt er en undersøgelse af vejledningen på tre højskoler i Danmark; Testrup Højskole, Den Rytmiske Højskole og Løgum Kloster Højskole. For alle tre højskoler gælder, at man kredser om det eksistentielle som højskolens værdigrundlag og dermed også for vejledningen. Man lægger mærke til, at idrætshøjskolerne ikke er repræsenteret (fx flagskibet Ollerup Højskole), men kan dog gå ud fra at det eksistentielle også er det værdimæssige omdrejningspunkt her. Og ja, det eksistentielle er overhovedet højskolernes værdimæssige omdrejningspunkt i dag, underforstås det i rapporten.

Bemærkelsesværdigt er først og fremmest Testrup Højskoles ”anarkistiske” vægren sig ved en egentlig definition af højskole-vejledning. Det giver sig udslag i, at vejledningen ikke formaliseres, men så at sige er en del af hverdag og fest på skolen. Det tætteste man derfor kommer definition af vejledning her er, at den tager alle lærere sig af, simpelthen fordi de er lærere på skolen. Vejledning, den formelle lader man derfor netop det formelle uddannelsessystem om; nemlig Studievalgscenteret. Dette er ikke udtryk for inkompetence fra Testrups side men for holdning, som man gerne kompetent argumenterer for. Her er ironien tyk; jo mere formaliseret man spørger, jo mere ironisk bliver der svaret.

Set i lyset af en efterhånden altomfattende formaliseret evalueringskultur virker det herligt forfriskende i rapporten at opleve Testrups ironiske forhold til denne. Mao.: det eksistentielle leves simpelthen, når man er på højskole - i al fald på Testrup Højskole, forstår man.

Findes der virkelig et sted i Danmark, hvor væren blot er? Spørgsmålet er lige så absurd, som Testrups holdning er – såfremt man ikke lytter til ironien. Men hvad værre er, gælder det måske også Finn Thorbjørn Hansen der er blottet for ironi i sin fremstilling i rapporten.

Netop ved at ikke at gå ind i egentlig definition holder Testrup på en og samme tid alle muligheder for vejledning åbne men vigtigst det eksistentielle åbent. Det giver mening – men sætter unægtelig FTHs og FFDs projekt i et skævt lys. Han og FFD vil netop fange det der ikke kan fanges, og idet de insisterer, forstener det og bliver værdiløst, skal man tro Testrup.

Sagt på en anden måde; med sin, Testrups tavshed får man modparten, fx Finn Thorbjørn Hansen, FFD, statsapparatet og ikke mindst offentligheden til at plapre håbløst løs, netop fordi det eksistentielle næppe lader sig indfange formaliseret overhovedet.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan beskrive, analysere og forstå, altså begribe hvad som faktisk foregår på Testrup eller på højskoler overhovedet. Men en rapport med det eksistentielle som omdrejningspunkt for det (ud)dannelsesmæssige sigte på de danske folkehøjskoler er endnu ikke gjort, hverken af FFD eller på den enkelte højskole. Hvorfor dog ikke?!

Testrup Højskole spiller højt spil i den forstand, at man med FFDs projekt og FTHs filosoferen langt om længe har fået et bud på, hvad højskole er. Og alligevel, så snart dette noget formuleres fornægtes det. Hvor mange højskoler kan følge med Testrup her?!

Tænk hvis FFD og Finn Thorbjørn Hansen omsatte tavsheden konkret, altså beskrev det eksistentielle (ud)dannelsesmæssigt i Danmark i dag. Her tænker jeg ikke mindst på de mange unge der ikke klarer en ungdomsuddannelse. Har de en mulighed på højskolerne?
Spørgsmålet er sådan set endnu mere simpelt: Hvad er højskolens målgruppe(r), og hvor går de hen efter højskolen?

Faglighed og dannelse er forankret i erhvervslivet

Der tales om akademisering af uddannelsessystemet og de sociale konsekvenser af denne. Det giver mening, når netop akademisering, om jeg så må sige, ikke giver mening. Men når man forveksler akademisering med faglighed, ja så har man et problem. I folkeskolen skal man traditionelt lære at læse, skrive og regne som minimum – det er faglighed der vil noget. Og videre; hvad enten vi fx taler om murere eller læger, netop det der er brug for her, skal eleverne/de studerende lære som minimum. Man kan mao. ikke forestille sig uddannelse uden faglighed. Faglighed er ikke et problem, det er simpelthen meningen med (ud)dannelse fra folkeskolen og fremefter.

Mere mening giver diskussionen, hvis man fokuserer på, hvad fagligheden er forankret i. Lige nu forankres fagligheden generelt set i erhvervslivet og i det nationale – og det er et problem. Forankringen har konsekvenser for uddannelsessystemet og for den enkelte, og vigtigst for vores samfund.

Erhvervslivets farvning af uddannelsessystemet finder man i den store veneration for lige dele innovation, evaluering og individualisering der retter elever, studerende og lærere ind derefter – gerne med henvisning til, hvad globaliseringen kræver. Hvad enten globaliseringen ses som trussel eller mulighed, handler det ifølge Regeringen om produktion og forbrug.

Det nationale finder man i Regeringens veneration for diverse kanoner (her mødes for en gangs skyld arvefjenderne Dansk folkeparti og Konservativt Folkeparti – venstreliberalisterne er vel egentlig bedøvende ligeglade i den forbindelse!). Det sidste nationale indslag er Konservativt Folkepartis forslag om at indføre en fælles sangbog for folkeskolen. Forslaget er grotesk ikke mindst på baggrund af Højskolesangbogens eksistens og enorme udbredelse i det ganske, nationale Danmark – for slet ikke at tale om Friskolesangbogens eksistens! En "spændende" dyst ud i, hvem der er mest national i det danske uddannelsessystem er i vente!

Hvad fagligheden er forankret i er ikke desto mindre spørgsmålet. I uddannelses-lovgivningen står almen-dannelse altid først, men hvilken almen-dannelse kan alvorlig talt handle om produktion, forbrug og det nationale i år 2008? Tilbage står derfor spørgsmålet, hvad almen dannelse eller blot dannelse er i dag! Hvem har et bud? Så vidt jeg kan se byder partierne slet ikke ind – og det er et problem!
For at sige det igen: Forankringen har konsekvenser for uddannelsessystemet og for den enkelte, og vigtigst for vores samfund.

Den sociale arv

Socialdemokraternes forkvinde Helle Thorning-Schmidt interesserede sig pludselig i sin 1.majtale for den sociale arvs betydning i uddannelsessystemet: ”Vi har ikke brudt det faste mønster, at forældrenes uddannelse bestemmer barnets fremtid”, sagde hun bl.a.. Gad vide om socialdemokraterne endelig har forstået budskabet i Lars Olsens hudfletning af folkeskolens og EUDs sociale svigt i bogen Den nye ulighed (Gyldendal 2007). For ikke at tale om det samme budskab i Ugebrevet A4s nylige undersøgelse og analyse: Aktive familier er mønsterbrydere (nr. 1 2008). For slet ikke at tale om GLs rapport Fra gymnasiefremmed til student – større fagligt udbytte for elever fra gymnasiefremmede miljøer (GL 2007). Det er da herligt, hvis vindene i oppositionen blæser den vej. Det er ellers en gammel kending, der har været påvist mange gange – ikke mindst af uddannelsesforskningens grand old man Erik Jørgen Hansen (læs bare hans opsamling i Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv; Reitzels Forlag 2003). Men selv Regeringen eller dele af den har øje for uddannelsessystemets skævvridning nu: ”Chancen for at fuldføre en universitetsuddannelse er i dag ni gange så stor for studerende, der kommer fra en baggrund med mindst én universitetsuddannet forælder som for studerende, hvis forældre har en grundskoleuddannelse”, står der i Videnskabsministeriets Fremtidspanelets rapport: 12 udfordringer for videnpolitikken (jan. 2008).

Så mangler vi bare, at der faktisk reformeres ud fra den fælles erkendelse, at det danske uddannelsessystem er socialt ulighedsskabende. Er det for meget at forlange, næppe, men måske svært at forestille sig i et uddannelsessystem der knapt har fundet sine egne ben efter nylige gennemgribende reformer. Hvordan kommer vi videre?

HTX og globaliseringen

I et af regeringsoplæggene omkring ”Danmark i den globale økonomi”, det oplæg der hedder ”Uddannelser i verdensklasse – tre tværgående temaer” er et af de centrale forslag en styrkelse af natur, teknik og sundhed på det gymnasiale område. Men ”at alt for få unge vælger at uddanne sig inden for naturvidenskab skyldes bl.a., at undervisningen på de gymnasiale uddannelser ikke i tilstrækkelig grad giver de unge interesse for naturfag og faglige kundskaber på højt niveau”.

Her er en udfordring for først og fremmest Det Tekniske Gymnasium; natur, teknik og sundhed er kerneområderne her. Som jeg ser det, er der imidlertid mindst to forhold som Det Tekniske Gymnasium må bakse med for at virkeliggøre globaliserings-visionen: den erhvervsfaglige bundethed til teknisk skole, og den manglende tradition og blik for at forbinde det (natur)videnskabelige og det almendannende.

Den erhvervsfaglige bundethed skyldes Det Tekniske Gymnasiums udspring, nemlig Teknisk Skole, i dag EUD. Man ser det tydeligst ved det store frafald på De Tekniske Gymnasier. På mange måder virker Teknisk Gymnasium, ligesom Handels Gymnasiet også gør det, som en uddannelsesmæssig mulighed for at bryde den såkaldte sociale arv. Eleverne har baggrund i hjem, hvor forældrene ofte ingen videregående uddannelse har. Men det betyder også, at Teknisk Gymnasium også ofte opfattes som en form for EUD eller som en mellemting mellem EUD og et ”rigtigt” gymnasium (dvs. Det Almene Gymnasium). Misforståelsen har konsekvenser; først og fremmest at mange elever starter på Teknisk Gymnasium i stedet for på EUD. Den høje faglighed og oplevelsen af, at man ikke får en egentlig uddannelse som på EUD er for mange elever på Teknisk Gymnasium en barsk oplevelse og overraskelse. Bundetheden til Teknisk Skole sikrer måske nok en vis portion ingeniørstuderende til DTU, men stort set ikke studerende til naturvidenskab.

Det er mao. ikke svært at forestille sig, at en konsekvent vejledning for ikke at sige udskilning af ansøgere til HTX vil betyde en udskilning der svarer til den der finder sted på eller mere præcist før optagelsen på Det Almene Gymnasium, som i århundreder har sikret Det Almene Gymnasium elever og status. HTX vil ideelt set på den måde levere varen; nemlig studerende til de videregående uddannelser indenfor natur og teknik. Det er ikke sådan det er nu, men det er sådan den statslige vision er. Er det virkelig visionen ikke at tage det faktiske elevgrundlag til efterretning og udvikling? Og således i værste fald dræne HTX for elever, dvs. ikke sikre, at det giver mening, at det faktisk kan lade sig gøre, at bryde den sociale arv?!

I øvrigt: En ”lille” fagligt irriterende ”ting” er iøjnefaldende her; kun på Det Almene Gymnasium må man undervise i biologi på A-niveau. Konsekvenserne er til at tage og føle på; ethvert videregående studium med biologi på A-niveau (fx. Medicin) kvalificerer HTX ikke umiddelbart til. For ikke at nævne, at biologi-manglen også betyder, at kommende medicin-studerende af enhver slags søger ind på Det Almene Gymnasium fremfor Det Tekniske Gymnasium, der jo ellers har netop den naturvidenskabelige profil. Skete der en tåbelig studehandel den gang Gymnasiereformen blev til eller ... Oh, den tradition, den tradition!

Jeg er af den overbevisning, at Teknisk Gymnasiums forhold til det almendannende på det naturvidenskabelige felt på mange måder er hovedhjørnestenen i forhold til HTX-studenternes "manglende interesse” for videregående uddannelser indenfor netop det naturvidenskabelige felt. Jeg er ikke i tvivl om, at man kan finde stor inspiration indenfor STX´ tradition for det almendannende. En dialog på tværs af gymnasierne ville være på sin plads her. Men samtidig må man konstatere, at gymnasierne ikke taler sammen, og at det i det hele taget er svært at få øje på, hvordan man vil sikre almendannelsen på HTX. Kan være at nogle naturvidenskabelige forskere nusser med det på universiteterne, og at medierne er fulde af populærvidenskabelig formidling, men det har forbandet svært ved at sive ned til gymnasierne, specielt på Det Tekniske Gymnasium.

Globaliseringsplanerne har ikke har øje for det elevgrundlag, som man angiveligt har visioner for. Tænk hvis man blandt de gymnasiale uddannelser faktisk anerkendte, at der er forskel på elevgrundlagene, og at man fra regeringsside gjorde det samme. Visionen er, at 95% af en ungdomsårgang i år 2015 skal have en Ungdomsuddannelse. Det lader sig næppe gøre uden at anerkende, at ikke alle unge er med, bare fordi man siger, at de skal være det. Almendannelse er ikke blot almendannelse, men er udtryk for tiden, her vores, "den globale". I Regeringens globaliseringsrapport og diverse delrapporter er ikke et ord om, hvad det vil sige i dag. Om igen!

Tag AVU, GSK og HF – tag på Højskole!

På Rønde Højskole er der lige afholdt GSK-eksamen i Kemi. Det er første, men næppe sidste gang at der afholdes GSK (Gymnasial Supplerings Kursus) på en højskole. I Uddannelsesavisen kan man læse, at man på Vrå Højskole lige nu har succes med AVU (Almen Voksen Undervisning), hvor unge voksne, som det så smukt hedder, kan tage folkeskolens 9/10 klasse i fagene dansk, matematik, engelsk, samfundsfag og fysik/kemi. Forstanderen ærgrer sig dog over, at Højskoleloven ikke tillader, at man tilbyder en fuld folkeskolens afgangseksamen. Man forstår ham – ligesom man forstår hans kritik af, at eleverne ikke kan få SU. Som jeg tidligere har nævnt, lagde Askov Højskole i sommer ud med at tilbyde HF til sine højskoleelever.

Jeg er ikke i tvivl om, at dette er eksempler på en for højskolerne farbar og særdeles meningsfuld vej ud af krisen, nemlig at tilbyde kompetencegivende undervisning kombineret med højskoleundervisning. Ydermere fastholdes sigtet på unge voksne – i stedet for, som det også er set flere gange, omlægning til Efterskole for børn (efterskoler er der nok af – og er en højskole troværdig som efterskole!?). Der går tilsyneladende ikke skår af højskolerne i denne kompetencegivende sammenhæng (ligesom man næppe tager luften ud af traditionelle AVU-, GSK- eller HF-udbud). Tværtimod er jeg ikke i tvivl om, at man næppe finder et bedre læringsrum for kompetencegivende undervisning end højskolernes netop nu, hvor kluntede reformer og bundlinjetænkning hærger det formelle uddannelsessystem.

Sprækkerne i gymnasiereformen

Polemikken omkring det helt særlige område i det nye gymnasium der på STX hedder Almen studieforberedelse og på HHX og HTX Studieområdet er stor. Dvs. som sædvanlig er det kun STX der har mod og mands/kvindehjerte til at fremføre kritikken. Meget af kritikken går på, at fagligheden lider under de tværfaglige forløb der foregår her. Det er ærgeligt, for her burde kritikkerne måske træde et skridt tilbage og tolke reformen på bedste måde – fx bare ved at se på egen lange læringsvej i et nu forældet uddannelsessystem. Jeg mener; hvorfor ikke se de befriende sprækker, som man nu endelig har muligheden for at tage i brug i det uddannelsessystem, som man nu omsider, trods alt selv kan præge.

Som studievejleder i gymnasiet er det ikke svært at se ´det almene´ og studieområdet som det læringsrum, hvor eleverne i princippet har mulighed for at forholde sig til den læring, som de indgår i fra 1. til 3.g, ja i det hele taget. Når eleverne går til examen i områderne, kan man som institution fastholde en hardcore faglig tradition og lade læringsforståelsen gå på akkurat dette, fagligheden. Men netop det såkaldte overfaglige, som er meningen med områderne, åbner op for en noget bredere læringsforståelse der udmærket kunne (jeg siger med vilje kunne) åbne op for en forståelse af læring i bredeste forstand, nemlig som et spørgsmål om dannelse og personlighedsudvikling i og med uddannelsen.

Indrømmet, jeg tror ikke rigtig på, at den form for selvrefleksivitet i senmoderniteten var intentionen, da gymnasiereformen blev til, dertil er hardcore-bundlinjetænkningen for evident i dag – spørg bare i et af de hårdtarbejdende og frustrerede teams – men sprækkerne er der! Tænk hvis vi tog dem, altså sprækkerne, i brug – og gerne på tværs af STX, HHX, HTX og HF, og hvis jeg var utopist, ville jeg også nævne EUD i den sammenhæng!

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen i den forbindelse nævner, ja inddrager vejlederne. Vejlederne taler nemlig dagligt med elever der er nødt til at spejle og leve med en pinefuld modsætning mellem læring og faglighed. Værst er det på EUD-området, hvor frafaldet er enormt, men de elever findes også på STX, hvor de er usynlige, og på HHX og HTX, hvor de på bedste isbrydermaner er en daglig udfordring. Jeg forestiller mig ikke, at man kan vende det værste til det bedste, men ikke desto mindre peger isbryderne, der ofte er de såkaldt frafaldstruede, på uddannelsesreformernes progressive sprækker.

Hvis vi virkelig tog de frafaldstruede elevers erfaringer alvorligt, er jeg ikke i tvivl om, at det ville betyde et forbedret studie- og uddannelsesmiljø, en kvalificeret faglighed, og dæmme op for frafaldet på Ungdomsuddannelserne.

"Hvor skal Gymnasiet holde oplæg?"

Tiden hvor eleverne fra 9. og 10.klasse skal skrive i deres uddannelsesplaner, hvilken ungdomsuddannelse de søger ind på – skal det være EUD eller gymnasiet? – nærmer sig. I den anledning afholder UU-centrene store informationsmøder og de fri- og efterskoler der har råd og vil deres elever det ypperste, gør det også, og selvfølgelig holder de enkelte uddannelser deres egne informationsmøder, bare for at være sikre i konkurrencen om eleverne. På et af informationsmøderne spørger studievejlederen fra STX: ”Hvor skal Gymnasiet holde oplæg?”. Og han vises uden videre hen til rette lokale.

Det er noget beskæmmende, at STX-vejlederen endnu ikke har opdaget, at det gymnasiale område er delt i STX, HHX og HTX, ja også HF hører til dér. Er han blot en enlig svale, en enlig bummert, eller er han udtryk for synet på det gymnasiale område både blandt vejlederstanden, underviserne og rektorerne på STX, ja blandt kommende elever og deres forældre? Og hvordan kan det være, at elever på HHX og HTX taler om ’de andre ovre på Gymnasiet’!? Uanset hvad, kan man ikke gå på STX, HHX og HTX, ja på HF. Prøv bare: ’jeg går på Højere Handels Examen’, ´jeg går på Højere Teknisk Examen' for slet ikke at sige at ’jeg går på Studenterexamen’. Hvis man kun får studentereksamen på det almene gymnasium, bliver man så ikke student på Det Tekniske Gymnasium og på Handels-gymnasiet?! Bare for lige at slå det fast: STX, HHX, HTX og HF (for det meste) tager man på et gymnasium.

Bummerten er stor, for i disse år reformeres uddannelsesområdet én masse, ikke mindst ungdomsuddannelsesområdet, for slet ikke at nævne reformerne på vejledningsområdet. For sidstnævntes vedkommende tales direkte om en professionalisering af vejledningen – det er vor STX-vejleder bestemt ikke klar over end sige udtryk for. Kan være at STX har svært ved at sluge reformkamelen – der er bestemt også meget at kritisere – men det hjælper næppe de kommende elever, at man lader som om intet sker, ja vigtigst er sket, når man står overfor valget.

Det er således næppe svært at bære ved til et fordomsfyldt bål omkring det bedste, ja det egentlige gymnasium med den bedste, ja en rigtig Studenterexamen - og ikke et ord om Højere Handelsexamen, Højere Teknisk Examen og Højere Forberedelsesexamen som eminente indgange til de videregående uddannelser. Det må vi som vejledere sgu kunne gøre bedre!
Jeg forslår, at vi dropper ”højere” og bestemmer, at man får en studentereksamen på alle tre gymnasier; en almen, en teknisk eller en handels-studentereksamen.