Fra frilandsmuseum til skole - Højskole for de marginaliserede

Højskolen har grundlæggende bidraget med, ja haft en endog meget betydelig stemme i indlemmelsen af det agrare Danmark i det nye nationale, kristne demokrati. Det var stort og kan ikke prises nok. Omvendt: som bidrag eller en egentlig betydning i uddannelsessystemet i dag, synes det mildest talt forfejlet at fastholde den idé. Og at skåne højskolerne fra statslig side i den anledning er vel kun at give bidrag til en form for frilandsmuseum, som det allerede er sagt af andre. Tilbage bliver det vigtigste, nemlig at Højskolens rolle og idé grundlæggende også er at tage sig af marginaliserede samfundsgrupper (også selvom man dengang vendte det blinde øje til alle andre end det agrare borgerskab) i forhold til demokratiet. I den anledning har jeg meget svært ved at se, at forkyndelse i nogen som helst form i forhold til en national og kristen idé giver mening i dag i vores uddannelsessystem. Men oplysning, ja da – i kantsk forstand!

Hvis man spørger, hvad som gik galt, må man også, hvis man er det mindste kritisk anlagt (og det er undertegnede), spørge om højskolerne har en rolle at spille i forhold til at indlemme marginaliserede samfundsgrupper i det danske demokrati. Derfor: Hvor svært kan det være at få øje på de mange unge der dropper ud af ungdomsuddannelserne, først og fremmest EUD, eller de indvandringsunge der er op imod en dansk- , regnings- og samfunds-undervisning mm der aldrig slog til i folkeskolen. For ikke at tale om de annoreksi- og angst-ramte unge (i forhold til de overvægtige på de succesfulde korte slankekurser/livsstilskurser) – ja, bidrag selv med flere marginaliserede unge, der er desværre nok at tage af. Kan være at Højskolen skal kæmpe en kamp med Staten for at korrigere på, hvornår man kan starte på højskole – lige nu skal man være 17 1/2 år, når man starter på højskole – sæt dog aldersgrænsen ned (også selvom der findes et par ungdomshøjskoler for de yngre)! Og pludselig vil vi stå i den situation, at de unge kan gå fra de succesfulde efterskoler og videre på de i så fald nu succesfulde højskoler!

Mig bekendt har kun én højskole taget udviklingen alvorligt. Askov Højskole driver både efterskole og HF-undervisning og højskole på én gang. Det er dristigt og helt i tråd med samfundsudviklingen. Men et eller andet sted også grotesk, at man her har en skole der samler op både på folkeskolens og ungdomsuddannelsernes uformåenhed. Jajada, måske har vi her den nye uddannelsesformel – man starter i folkeskolen, og går så på en højskole der både kan give en en ordentlig afgangseksamen og en ungdomsuddannelse, foreløbig en HF. Hvad er det næste, at Højskolen uddanner elektrikere, murere etc.? Hvor mange marginaliserede unge skal der til, førend man har plads til dem i det statslige uddannelsessystem?! Ja, hvorfor ikke opfinde det hele på ny og lade Højskolen bedrive Folkeskole!? Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange midler der så vil tilflyde Højskolen.

Men stædigt holder den traditionelle højskole fast på, at den kun vil have med studenter at gøre – så kom ikke og sige, at Højskolen ikke har rod i det borgerlige Danmark! Højskolen siger noget andet, ”alle er velkomne her” – men mener altså studenter, der endnu ikke er begyndt på den videregående eller holder sabbath eller er droppet ud fra de videregående uddannelser.

Det ironiske for ikke at sige det absurde er, at Højskolerne faktisk har fat i noget vigtigt. Og jeg mener selvsagt ikke det kristne eller det nationale værdigrundlag, men at der gives rum for elev og lærer – det der i så eklatant grad savnes på ungdomsuddannelserne i dag - på trods af tidens buzzwords ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt i højskolesammenhæng ”evaluering”, og sågar også begreberne ”pædagogik” og "didaktik"; det fælles og lysten til at lære belyses hele tiden på Højskolen. Lysten til at lære kan ingen tage fra den og de elever, der trods alt møder frem.

I mine egne øjne er min kritik af Højskolen grundlæggende; den går på Højskolens idé- og samfundsmæssige grundlag. Derfor kan jeg afslutte med at spørge mig selv, hvad i al verden jeg og min familie gjorde på en højskole i 12 år. Svaret er ikke let, hvis jeg skal forstå alle aspekter – men hvem kan det, og det er ikke noget jeg vil, og da slet ikke i fuld offentlighed – men det er banalt, hvis man tror på, at man faktisk kan gå ud i verden med noget der ligner åben pande, en stor naivitet og en masse kompetencer. Kun langsomt opdagede jeg en organisation, der var mere optaget af sin egen patriarkalske ansættelseskontrakt end af de unges fremtid.

Det formelle og det uformelle uddannelsessystem ligner i den forstand hinanden meget: kompetencerne er bestemt ikke lagt ud til elever og medarbejdere – det ser bare sådan ud.