Mig og Højskolen - et efterskrift

Jeg har nu blæst ud over Højskolen i 8, og nu 9 blog-indlæg (klik på Højskole i etiketter nederst i indlægget og få alle højskoleblogsne linet op). Når jeg læser dem igennem, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til min egen ambivalens i forhold til skoleformen. Vel er jeg polemisk, men der er også en hel del sprækker i polemikken, i kritikken. Fx hvorfor anbefale nogle af mine elever der kommer i Studievejledningen på det gymnasium, hvor jeg vejleder og underviser, at tage på højskole, når jeg samtidig her i bloggen ivrigt kritiserer Højskolens manglende evne til at forbinde sig med samfundet, specielt hvad angår uddannelse?! Spørgsmålet kræver måske et direkte svar. Det kan jeg ikke levere. Ikke desto mindre vil jeg svare ved at sige, at jeg står ved kritikken og sprækkerne. Ambivalensen er simpelthen udtryk for en meget personlig oplevelse, hvor både min familie og jeg oplevede det bedste og det værste ved skoleformen – men måske først og fremmest en enorm ærgrelse og ja, frustration og smerte ved en skoleform der har så mange muligheder, men konsekvent afviser at tage dem i brug. Det var ikke blot noget udvendigt, men noget indvendigt, eksistentielt for den enkelte medarbejder på skolen.

Jeg kommer nok aldrig udover en oplevelse af, at lige netop den højskole, som min familie og jeg levede på i mere end 10 år, i højere og højere grad prægedes af et ledelsesmæssigt svigt, der konsekvent saboterede ethvert udviklingsmæssigt tiltag fra medarbejdernes side – alt imens elevtallet bare faldt og faldt og stridighederne os alle imellem bare tog til. Det var en meget personlig oplevelse, som min familie og jeg gerne havde været foruden. På den anden side er min, i psykoanalytisk forstand, overføring af den personlige krise på hele højskolebevægelsens standende krise ikke taget ud af den blå luft. Den personlige krise var umiddelbart forbundet med højskolekrisen. Jeg ved, at den samme personlige krise udspillede sig på andre højskoler dengang - samme i den forstand at den kastede den enkelte (og familie) ud i en personlig krise - og lur mig om den ikke udspiller sig på højskoler den dag i dag! Det siger noget om Højskolen som sådan, javel – men først og fremmest om, hvor dyb højskolekrisen er i dag.

Det handler ikke om arbejdstidsaftaler, timeberegning og fagenes bekendtgørelser mmm, som i det formelle uddannelsessystem – men om den bedste læring for eleverne og lærerne, og personalet i øvrigt - i dag . Og dog drukner netop denne indlysende problemstilling, fordi den ikke kan sættes i forhold til Højskolen – i dag.