Vor Fader ... - Højskolen og idéen, den patriarkalske

Højskolen er grundlæggende en form for trossamfund med et nationalt og kristent grundlag. Tydeligst ses det i skoleformens nære tilknytning til den danske, kristne kirke. Det er iøjnefaldende og helt afgørende, hvor mange kristne teologer og/eller præster der har sat deres præg på Højskolen fra dens grundlæggelse og til i dag. Kristne teologer og kristne folkekirke- og frimenigheds-præster har sat deres præg på højskolerne som først og fremmest forstandere men også lærere – det var, historisk set, (og er?) et sted at gøre karriere som kristen teolog.

Baggrunden er, som mange vel stadig ved, at præsten Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872) grundlagde de danske folkehøjskoler, eller rettere formulerede Højskolens idégrundlag – han gav sig aldrig selv i kast med skoleformen. Der skulle udvikles en skole der på et kristent og nationalt grundlag fremelskede lysten til viden – oplysning kaldet. Det blev til en eksamens- og prøvefri skole, der først og fremmest forberedte og kvalificerede bønder, det agrare Danmark, til arbejds- og samfundslivet. At der i høj grad var tale om børn, først og fremmest mænd, af velstillede familier, er noget Højskolen den dag i dag har svært ved at problematisere.

Et spørgsmål jeg typisk får fra de der spørger ind til og lægger ører til mine højskoleerfaringer er, hvor det nationale og kristne viser sig på Højskolen i dag. Det er et rigtig godt spørgsmål, fordi Højskolen på mange måder fremtræder dobbelt i så henseende. Et er, at man kan opleve det agrare, kristendommen og det nationale som idé den dag i dag på en højskolesangaften, hvor der mere eller mindre fuldtonigt synges af Højskolesangbogen. Men idégrundlaget er mere vidtgående end som så.

De enkelte fag gennemføres typisk ikke mere eller mindre indoktrinerende nationalt og kristent. Tværtimod oplever eleverne ofte engagerede lærere der forsøger at spejle den enkelte i faget på den ene eller anden måde – ja her har ”ansvar for egen læring”, ”individualitet”, ”projektarbejde” og ”innovation” faktisk valeur i forhold til det formelle uddannelsessystems bekendtgørelser, overfyldte klasser og præcist afmålte timer. I det formelle uddannelsessystem betyder begreberne noget andet, nemlig at de gennemføres som intention og eksamen (se mit indlæg om evaluering) – og vigtigst; i forhold til budgettet.

Imidlertid foregår og fremelskes undervisningen på Højskolen i det tomrum der opstår, når der ingen umiddelbar sammenhæng er med det der kommer efter Højskolen bogstavelig talt. Man kan blive høj af højskole, ja højskole er ofte en rus for eleverne (og for underviserne); tingene lykkes simpelthen her, fordi eleverne faktisk kan udfolde sig og faktisk kan få anerkendende feedback fra lærere og måske vigtigst fra andre elever. Hele Højskolens mere eller mindre veldefinerede definition på kernebegrebet ”samtalen”, den egentlige, ligger her. Her ligger imidlertid også en enorm kommende (?) erkendelse for Højskolen i forhold til, hvad de oprindelige højskoleelever, bønderne skulle tilbage og ud til – og hvad samtalen betød her – i forhold til hvad vore dages såkaldte senmoderne elever skal tilbage og ud til – og hvad samtalen betyder i den anledning.

Højskole-eleverne oplever en skoleform, hvor synsfeltet indskrænkes i forhold til det samfundsmæssige. Det betyder, at det samfundsmæssige, specielt det uddannelsesmæssige perspektiv ”glemmes”; det eksistentielle er dit og det fælles er spejlets, narcissistisk. Rammerne højskole-projektet typisk foregår indenfor er en patriarkalsk opbygning der lægger vægten på en traditionel mandlig magtfordeling, hvor Forstanderen har de vise ord typisk umiddelbart formidlet ved foredrag og morgensang. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt på hvor mange højskoler, man frem til i dag omtaler forstanderen mere eller mindre ironisk men dog som ”vor fa(de)r”! Man ”ihukommer” Fadervor for ikke at sige Trosbekendelsen.

Mens uddannelsessystemet på ledelsesniveau generelt er præget af mennesker der har uddannelsesindsigt er det langt fra tilfældet med Højskolen. Højskoleforstandere har typisk, som før sagt, en eller anden form for kristen teologisk baggrund. Det sætter selvfølgelig sit præg på Højskolen i forhold til den enkelte skoles dagligdag og udvikling. Uanset den enkelte forstanders gode intentioner er der således altid en spænding mellem forkyndelse og oplysning.

Tomrummet for eleverne er følgelig mildest talt til at føle på, når de forlader Højskolen og skal finde sig til rette i ikke mindst uddannelsessystemet igen, simpelthen fordi de stort set på ingen måde er forberedt af Højskolen. Ja, Højskolen forbereder på det eksistentielle, som set bag et skrivebord eller fra en prædikestol.

I mine 12 år på højskolen oplevede jeg en stor tiltro til, at det jeg selv som person kom med af viden og erfaring (levet liv og uddannelse) anerkendtes som værdifuldt i forhold til eleverne. Omvendt mødte jeg også en utvetydig massiv modstand mod enhver diskussion om skolens værdigrundlag, eller mod det vi gjorde som skole eller lærere i forhold hertil - dette kunne ikke kritisk diskuteres. Tidens buzzwords som ”ansvar for egen læring”, ”individualisering”, ”projektarbejde”, eller det værste af alt ”evaluering”, ja selv et ord som ”pædagogik” blev mødt med skepsis grænsende til had både fra lærerkollegaer, men først og fremmest fra forstander og Bestyrelse.

Selv da de frie skoler af staten blev pålagt at formulere deres værdigrundlag og løbende evaluere herudfra, blev det kun til de tomme fraser – eller med Højskolens bonmot ”bragesnak” – som hele uddannelsessystemet har formuleret i dag; altså en kopi. Og det selvom der reelt her var en mulighed for at formulere, både hvad Højskolen som sådan og den enkelte højskole er og vil. Altså: en egentlig karakteristik af den enkelte skole for ikke at sige visionerne i den anledning udeblev i enhver forstand. Lad mig præcisere det groteske: en egentlig diskussion af de politiske og pædagogiske/didaktiske strategier og begreber der prægede og præger resten af uddannelsessystemet var ikke mulig at gennemføre. Her var faktisk en mulighed for at formulere en kritik i forhold til de buzzwords, som det formelle uddannelsessystem selv har så svært ved at omsætte til praksis.

Den demokratiforståelse og det frisind som Højskolen traditionelt, dvs både historisk, offentligt og i egen selvforståelse stod for, blev efterhånden til tvivl for mig personligt og i forhold til den skole, jeg og min familie levede med, var en del af. Behøver jeg at sige, at jeg ikke stod og står alene her; det er en standende konflikt, som Højskolen ikke har til sinds at løse endsige indlade offentligheden i. Min familie og jeg forlod højskolen, da konflikten omkring de manglende elever, de manglende højskole-initiativer og ikke mindst den manglende kritiske diskussion af, hvad Højskole er, tilspidsedes og blev til brok, mobning og noget der lignede selvdestruktiv indadvendthed. Det var en barsk omgang der både prægede højskolens personale og så sandelig familierne der levede på højskolen.

Nu er jeg gymnasielærer og studievejleder, men har ikke glemt højskolen på godt og ondt. Så meget mere pinefuldt var det at opleve, uanset hvor bekræftende det var i forhold til vores, min families beslutning om at forlade højskolen, at Højskolernes Forening iscenesatte en digital vejleder (flashfilm) på deres hjemmeside, der plaprede løs under overskriften ”Det din vejleder ikke må fortælle dig” – underforstået at vejlederen ikke må vejlede de unge på højskole. Selvfølgelig må de det! Og de gør det faktisk. Kort sagt: Det var og er (man kan stadig klikke sig frem til sludrehovedet på webben) et fattigt forsøg fra Højskolens side på at skabe en modsætning, ja nærmest en konspiration mod Højskolen fra den enkelte vejleders side. Staten og ikke mindst regeringen i dag giver som sagt ikke meget for Højskolen – men den enkelte vejleder! Vi, vejlederne ved, at fx et højskoleophold kan være forudsætningen for den unges udvikling og en gennemført uddannelse.