Nostalgi - Højskolekrisen

Lige siden jeg startede som højskolelærer i 1993, har man talt om Højskolens krise. Dér hvor jeg var, fik vi det så sandelig at mærke. Det første hold elever jeg mødte var på 136 i antal. Jeg var i de følgende år vidne til, at elevtallet dalede til omkring 50. Sådan kan mange højskoler proportionalt sige det samme. Ikke noget exceptionelt i det. Det exceptionelle lå snarere i, at Højskolen ikke gjorde noget i den anledning, hverken her eller dér, stort set. Hvad er det der gør, at Højskolen har endog meget svært ved at reagere i forhold til et katastrofalt dalende elevantal? Ja, hvordan fungerer Højskolen i det samfund, den er en del af?

I højskolekredse har man fra krisen begyndte at kradse og til i dag påpeget: at ungdomsårgangene er blevet mindre; at den statslige- og kommunale økonomiske støtte til højskolerne løbende er blevet forringet; og at Staten opfordrer til og har sat initiativer i værk for, at de unge ikke bruger såkaldte fjumreår på højskole og deslige, derfor er de videregående uddannelsers kvote 2-ordning nærmest under afvikling.

Det er alt sammen rigtigt og vigtigt. Ungdomsårgangenes antal må højskolerne blot tage til efterretning. Og at Staten ikke vægter Højskolen som sådan er mere end tydeligt for enhver, der følger blot lidt med i de statslige udviklingstiltag, eller rettere mangel på sådanne tiltag i Højskolens retning. Højskolen har så at sige ingen rolle i det danske (ud)dannelsessystem i dag. Højskolerne har heldigvis ikke været sene til at gøre opmærksom på uopmærksomheden. Ja, højskolerne har historisk set tradition for at kritisere staten, at se sig selv i modsætning til statens uddannelsespolitik.

Når det så er sagt, må man lægge mærke til, at Venstre-regeringen spurgte Højskolen om dens rolle i dag og efterfølgende satte et Højskoleudvalg i værk, der afstedkom en ny Højskolelov. Resultatet blev først og fremmest, ikke overraskende, at Højskolen nu fik mulighed for at afvikle kompetencegivende kurser. At det netop var stik imod det, højskolerne ville have, havde ingen virkning, men det fortæller noget om den polarisering, vores samfund oplever i dag. Højskolen holder fast i at være en dannelsesinstitution uden karakterer og eksamen, og evaluering gennemføres kun fordi Højskolen lovgivningsmæsssigt er forpligtet på det.

Men måske er det vigtigste og vægtigste tegn på højskolekrisen, at færre og færre unge kender til Højskolens eksistens. De dage hvor det gik i arv at gå på højskole er ovre. Forældre fortæller stort set ikke længere om gyldne, øjenåbnende, ja dannende måneder eller år på højskole. Højskole-arven, først og fremmest den agrare, bøndernes højskolearv – er et kapitel blot i den nationale historiebog.

Jeg har været med til flere jubilæums-dage for tidligere højskoleelever. Det gør indtryk at møde først og fremmest gamle mænd der med tårer i øjnene kan udpege det kolde værelse, de boede på dengang, måske for 50, 60 ja sågar for 75 år siden. Måske er det første gang siden dengang, at de er tilbage. Det er ikke bare rørende at opleve, men udtryk for en livserfaring som unge i dag ikke har en chance for at opleve. Nej, for de unge har ikke den form for erfaringer i dag. Det senmoderne samfunds unge har erfaringer af en helt anden valeur. Men prøv at fortælle Højskolen, at det forholder sig sådan! Ja, prøv at lade de to former for erfaringer mødes, måske kollidere, hvad ved jeg – men hvornår har en højskole sidst gennemført et sådant projekt uden nostalgi?!